Hvis der er noget, SZA ikke kan lide, så er det lækket musik.
Den amerikanske popstjerne har tidligere raset mod folk, der deler hendes uudgivne musik ulovligt på internettet. Nu har hun meldt ud, at den lækkede musik får konsekvenser for hendes kommende albumudgivelse, skriver Complex.
Hidtil har planen været at udgive det nye album ‘Lana’ som en slags forlængelse af 2022-albummet ‘SOS’ i en deluxe-udgave. Nu skrotter SZA den idé.
De lækkede sange samt »throw aways« kommer i stedet til at udgøre bonussangene på deluxe-versionen af ‘SOS’. SZA har samtidig tænkt sig at starte forfra på musikken til ‘Lana’, der vil udkomme som sit eget selvstændige album.
Det forklarer hun i et passivt agressivt, sidenhen slettet opslag på X.
»Så vi kommer til at gøre det her meget enkelt. I lækkede tre sange fra deluxe-udgaven. På det her tidspunkt kan I beholde throw aways og leaks. Jeg vil begynde helt forfra på ‘Lana’, spørg mig ikke om det igen. Tak«, skrev SZA ifølge Complex.
»Jeg samle de leaks, I allerede har, og så kan i få dem«, tilføjede hun få minutter senere. »Det virker som en fair deal. ENJOY«.
Det tyder på, at den nyligt udgivne single ‘Saturn’ kommer til at figurere på ‘SOS’-genudgivelsen, ikke på ‘Lana’.