ANBEFALING. Der er et øjeblik under hver eneste koncert med Mannequin Pussy, der mere end noget andet definerer det amerikanske band, og det fællesskab, de har fået skabt. Det sker under første vers af deres powerpunkede break-up anthem ‘Drunk II’.
»And do you remember the nights I called you up? / I was so fucked up / I forgot we were broken up…«, synger forsanger Missy Dabice – og så tager publikum tager over, og nærmest skriger versets sidste linje tilbage i hovedet på hende og bandet:
»I still love you, you stupid fuck!«
Den interaktion indkapsler både bandets vekslen mellem sårbarhed og vrede, samt den symbiose med deres publikum, der den seneste tid har gjort Mannequin Pussy større end nogensinde før.
På trods af den punkede fuck-you attitude er Mannequin Pussy nemlig ifølge dem selv mest af alt et band, der gerne vil bringe folk tættere sammen i en verden, der kan føles mere splittet end nogensinde før.
Bandets gør en dyd ud af at være inkluderende for alle, og til deres koncerter er publikum ofte både yngre og mere mangfoldigt, end man ellers ser det til punk-shows.
Den inkluderende tilgang har ramt noget i tiden. Og med den fornyede opmærksomhed i ryggen har bandet nu udgivet deres fjerde album, ‘I Got Heaven’, hvor de tør være politiske som aldrig før, samtidig med at de musikalsk går nye veje.
Når politik bliver personligt
Blandt de velkendte korte eksplosioner af hardcore-punk, som den skrigende ‘OK! OK? OK! OK?’ og power-punkede anthems som ‘Sometimes’, kan man nu også ane andre virkemidler hos Mannequin Pussy.
Den drømmende ‘Nothing Like’ har et omkvæd af betagende jangly shoegaze-guitar, mens den intense ‘Loud Bark’ giver grungede 90’er-vibes og har en guitarlinje, der minder om Stone Roses’ ‘I Wanna Be Adored’.
‘I Don’t Know You’ er, med sit tilbagelænede, hypnotiserende groove, ulig noget, vi tidligere har hørt fra bandet, og har et musikalsk udtryk, der blev døbt cottage-hard-core i en YouTube-kommentar under sangens musikvideo, som jeg tillader mig at stjæle her.
Det er ikke kun musikken, der får ‘I Got Heaven’ til at føles som bandets mest formfuldendte album til dato. For mellem linjerne føles det også, som om udgivelsen mere end nogle af bandets tidligere albums, lader den politiske vrede og afmagt, der altid har ulmet i Mannequin Pussys musikalske univers, bryde ud i lys lue.
Bandet har aldrig lagt skjul på deres politiske holdninger i hverken interviews eller tweets, men de har modsat mange andre punkbands aldrig været et band, der udtrykte deres politiske holdninger i deciderede protestsange.
I stedet har Mannequin Pussys tidligere sange (i hvert fald rent lyrisk) primært kredset om Missy Dabices indre følelser og erfaringer, hvilket blandt andet resulterede i det fantastiske break-up album ‘Patience’ fra 2019.
‘I Got Heaven’ er heller ikke et eksplicit politisk album. Lyrisk kredser sangene om temaer som længsel, begær og ensomhed, og selv har bandet via en pressemeddelelse meldt ud, at albummet handler om styrken i at være alene, og hvordan man lever i en følelsesløs og uvenlig verden.
Alligevel er det, som om Mannequin Pussy i højere grad end før retter deres vrede ud mod et samfund og et system, der har svigtet. Intet sted er det mere åbenlyst end på titelnummeret, der ifølge bandet selv er et opgør med moderne (amerikansk) kristendom.
»It is raw and unrelenting / It is absolute regression / It is vileness wrapped up / And disguised as happy endings«, raser Dabice mod et politisk system, der ifølge bandet bruger religion som en undskyldning for at gøre og sige de mest forfærdelige ting.
Når USA de senere år har oplevet lovgivninger, der begrænser retten til fri abort eller er direkte rettet mod transpersoner og LGBTQ-miljøet med afsæt i konservative kristne værdier, så er det alt sammen noget, der har direkte konsekvenser for Mannequin Pussy.
Dabice og trommeslager Kaleen Reading er kvinder, bandets nye guitarist Maxine Steen er transkvinde, og bassist Bear Regisford er sort.
Vreden er til at tage og føle på, og den politiske indignation snor sig som en rød tråd gennem albummet, selv når den ikke italesættes direkte.
Et rockband til en vred generation
Mannequin Pussy er et band, der er kendt for at gøre tingene på den rigtige måde og sætte handling bag deres ord.
Måske var det derfor, bandet blev mødt med noget af et backlash, da de for nylig udgav en musikvideo for deres forrygende single ‘Nothing Like’. Videoen gjorde tydeligt brug af AI. En tilgang, der fik kritik for at være med til at tage arbejde og indtægt fra de rigtige kunstnere.
Mannequin Pussy var hurtigt selv ude og svare på kritikken, og sagen er næppe noget, der skader bandet på længere sigt. Men reaktionen siger alt om Mannequin Pussy, deres etos som band og det ry, de har opbygget.
Kunne du for eksempel forestille dig et band som Coldplay møde samme reaktion fra deres fans? Nej, vel? Men for Mannequin Pussys fans betyder den slags noget. De er (mestendels) unge, idealistiske og har brug for noget at tro på i en verden, hvor fremtiden kan synes usikker.
»Den yngre generation er fucking pissed, og de har god grund til at være det«, har Missy Dabice udtalt i et interview med Spin Magazine.
»Jeg tror, det er derfor, vi er nået ud til så mange mennesker de seneste år«.
Mannequin Pussy er også vrede, og måske er det derfor, de er det perfekte rockband for en generation, der har brug for at skrige vreden og afmagten ud akkompagneret af larmende guitarer og trommer. Hvad end det så handler om klimaforandringer, krig, økonomisk uretfærdighed eller en lousy ekskæreste, man ikke kan glemme.