ANBEFALING. Først en indrømmelse: Indtil for ganske nylig havde jeg heller aldrig hørt om Katy Kirby.
Men de seneste måneder har den amerikanske indiefolk-musiker udgivet en række fremragende singler, der har været umulige at ignorere. Eller som i hvert fald burde være det.
Fra den Regina Spektor-glimtende ‘Cubic Zirconia’ til den mere forsigtige ‘Party of the Century’ blev det kommende album for mit eget vedkommende hurtigt en af årets mest ventede udgivelser, og Kirby indfriede alle forventningerne, da hun i fredags endelig udgav ‘Blue Raspberry’.
Det bedste af det hele? Der er mere, hvor det kommer fra. ‘Blue Raspberry’ er nemlig ikke Kirbys debutalbum. Tilbage i 2021 udgav hun endnu en samling solide singer/songwriter-skæringer, der ikke helt kan måle sig med det nye album, men som stadig er værd at tjekke ud.
Men ‘Cool Dry Place’, som debuten hedder, gik mestendels under radaren. Ikke mindst herhjemme. Så lad os nu undgå, at det sker igen.
Kræver tid og tålmodighed
Selvom det er en skam, forstår jeg sådan set godt, hvorfor ‘Cool Dry Place’ ikke ligefrem dominerede samtalen i 2021.
Dels er det den første fuldlængde fra et helt nyt navn udgivet på et snævert, texansk indie-label ved navn Keeled Scales, hvis største udgivelse til dato er et soloalbum fra Big Thief-guitaristen Buck Meek. Og dels er det et album, der kræver flere lyt, før dets underspillede genialitet åbenbarer sig.
Det samme kan siges om ‘Blue Raspberry’, om end Kirby sidenhen er blevet signet til det (lidt) større indielabel Anti-. Her er ingen store, fængende omkvæd, ingen øjeblikkeligt ikoniske linjer a la genremastondonten Phoebe Bridgers, hvis tekster har det med at lyde som din næste tatovering.
Men der er hooks på Kirbys andet album, hvis blot man leder længe nok. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at overgangen fra Feist-agtig frejdighed til det svimlende, melankolske crescendo på ‘Drop Dead’ kommer til at sætte sig fast i hukommelsen. Før eller siden vil du nynne med på kormelodien.
På samme måde viser også teksterne sig at være ret fantastiske, når først de får lov at bundfælde sig. Den røde tråd gennem albummet er Kirbys første queer forhold, og især metaforen om en kubisk zirkonia – en kunstig smykkesten, der til forveksling ligner en diamant – går igen flere gange.
Ville lyde som Ed Sheeran
At kalde det et decideret konceptalbum ville være et stramme den, men det føles alligevel som en sammenhængende fortælling om at elske og miste. Men selv ude af kontekst formår tekstbidderne at imponere. Altså, overvej lige, hvor bedårende disse åbningslinjerne på ‘Party of the Century’ er:
»You think it’s ethically suspicious to bring someone into a world like this / But you’ve got the best smile anyone could ask to inherit«. Cute!
Trods titlen er sangen da heller ikke ligefrem en feststarter, men en ømskindet kærlighedsballade. Kirby har sågar udtalt, at hun under indspilningen bad sit band om »at få den til at lyde som en Ed Sheeran-sang«, men at bandet nægtede. Det kan man kun være lettet over.
‘Party of the Century’ er blandt de mere spartanske sange på albummet, men derudover adskiller ‘Blue Raspberry’ sig mest fra sin forgænger ved at udvide den soniske palet med flere orkestrale arrangementer og mere fyldige guitarer, der stedvist klinger mere af dreampop end af folk.
Holder man ‘Cool Dry Place’ op ved siden af ‘Blue Raspberry’, minder udviklingen faktisk en hel del om den, vi så hos førnævnte Bridgers, da hun gik fra det mestendels akustiske debutalbum ‘Stranger in the Alps’ til det nærmest småpsykedeliske 2020-mesterværk ‘Punisher’.
Også i Kirbys tilfælde viser det sig at være en klog beslutning en gang imellem at lade instrumenterne skurre. Disse detaljer løfter bare sangskrivningen, som når den ellers så tyste klaverballade ‘Redemption Arc’, der åbner albummet, pludselig afbrydes af støjende strygere.
Og det er altså bare det første af mange kuldegysende øjeblikke på ‘Blue Raspberry’. Tager vi Bridgers og hendes Boygenius-kolleger ud af ligningen, er det her noget af det bedste indiefolk, jeg har hørt i meget lang tid.
Nu mangler vi bare, at flere begynder at lytte med. Please?