Sidste år kunne Donald Glover afsløre, at han havde et nyt album på vej. Nu har multikunstneren, kendt som Childish Gambino i musiksammenhæng, annonceret ikke bare et, men to album. Det skriver Complex.
Under en Instagram-livestream mandag forklarede rapperen, at han først vil udgive en ny udgave af 2020-albummet ‘3.15.20’ med titlen ‘Atavista’. Bagefter kommer et helt nyt album, det sidste af slagsen under rap-aliasset Childish Gambino.
»Vi udgiver ‘Atavista’, men efter det er det det sidste Childish Gambino-album, et soundtrack til fansene«, sagde han under sin livestream, hvor han også forklarede, at det sidste album får titlen ‘Bando Stone & The New World’.
»Mine fans er fantastiske og har været så tålmodige og sultende – det her album er til jer«.
Under seancen afspillede Glover desuden lydbidder fra begge kommende udgivelser. Complex har fremhævet en sang, der indtil videre bærer titlen ‘Human Sacrifice’ (tidlige læk af denne sang har cirkuleret på internettet i et års tid) samt en ny udgave af ‘3.15.20’-nummeret ‘35.31’, nu med Young Nudy som gæst.
Hør begge sange herunder.