Ingen musiker har domineret country-hitlisterne i løbet af den seneste håndfuld år i samme grad som Morgan Wallen – og det er altså i en æra, hvor country som sjældent før har haft succes uden for de sædvanlige kanaler. Morgan Wallens megahit ‘Last Night’ kunne således kalde sig USA’s største hit anno 2023.
Til september kan danske fans synge med på både den og mange andre storhittende ørehængere, når amerikaneren gæster Royal Arena i København. Det sker som en del af Wallens første europæiske turné nogensinde, hvor han har Larry Fleet og Lauren Watkins med sig som support hele vejen.
Turneen hedder ‘One Night at a Time 2024’, og byder på blot seks europæiske shows – og for én gangs skyld er Danmark altså inkluderet i sådan en smal europaturné fra en megastjerne.
Billetsalget til koncerten i Royal Arena starter på torsdag den 16. maj klokken 11.00.
Morgan Wallen (US)
1. september 2024
Royal Arena
Billetpris: 430-730 kr.