Charli XCX beder fans om ikke at råbe »Taylor Swift er død« til koncerter

Charli XCX beder fans om ikke at råbe »Taylor Swift er død« til koncerter
Charli XCX. (Foto: PR)

Charli XCX har delt en Instagram-story rettet mod de fans, der råbte »A Taylor morreu« (»Taylor er død« på portugisisk) under et dj-sæt, Charli XCX spillede i São Paulo.

Her svarer hun igen på en video fra dj-sættet, hvor fans råber de nævnte anti-Taylor-slagord.

»Kan folk, der gør det her, venligst lade være? Hvad end det er online eller til mine koncerter. Det er det modsatte af, hvad jeg ønsker, og det forstyrrer mig, at der er nogen, der tror, at der er plads til det her i dette fællesskab. Jeg vil ikke tolerere det«, lyder Charli XCX’s respons.

Consequence rapporterer, at antipatien især skyldes, at Swift for nylig udgav en UK-eksklusiv digital version af ‘The Tortured Poets Department’, hvilket visse fans tolkede som en overlagt indsats for at forhindre, at Charli-albummet ‘Brat’ ville overtage pladsen på toppen af UK-hitlisten.

Consequence har tidligere bragt en artikel, der går i dybden med Swifts mulige brug af den slags taktikker.

Endvidere har fans konkluderet, at en stribe linjer fra teksten til Charli XCX’s sang ‘Sympathy is a Knife’ handler om Swift, og med eksempler som »Don’t wanna see her backstage at my boyfriend’s show« lyder det ikke, som om Swift i så fald vækker positive følelser hos popstjernen.

Charli XCX var i 2018 support på Swifts ‘Reputation’-turné, og i et interview med Pitchfork fortalte hun, at det ikke var en videre positiv oplevelse.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af