Når The Minds of 99 i aften spiller den første af weekendens i alt tre koncerter i Parken, bliver det med Louis Clausen på trommer.
Det bekræfter bandet i en pressemeddelelse, hvor forsanger Niels Brandt også kan fortælle, at bandet ikke har spillet en koncert sammen i over et år, efter at trommeslageren i 2023 blev ramt af en akut høreskade.
I stedet overlod de tjansen til Rasmus Littauer fra School of X, der assisterede The Minds of 99 på sidste års sommerturné, men nu er Louis Clausen altså endelig klar til at indtage scenen med sine bandkammerater igen.
»Det betyder alt for os, at Louis kan spille de her koncerter«, understreger Niels Brandt i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Vi må se, hvordan koncerterne går. Altså vi føler sikre på, at det bliver for vildt, men bare det at stå sammen på scenen igen er en kæmpe sejr for os. Det er vi pisseglade for«.
Weekendens koncerter markerer første gang nogensinde, at et band optræder på landets nationalstadion tre dage i træk. I alt er der solgt over 142.000 billetter på tværs af de tre koncerter.