Bruce Springsteen i Odense: Han kan stadig skrige, som gjaldt det hans liv
Jeg var godt træt af den dårlige logistik, da jeg ankom til den nyudvidede udgave af Dyrskuepladsen i Odense, hvor Bruce Springsteen spillede tirsdag aften. Kombineret med DSB-forsinkelser var jeg fremme ved en ståplads en hel time senere end planlagt.
Der skulle meget til at forbedre mit humør. Troede jeg.
Men så startede tonerne af ‘Lonesome Day’, praktisk taget på minuttet klokken 20.00, og fra da af var jeg uafbrudt i strålende humør, til koncerten var slut mere end tre timer senere.
Allerede fra åbneren var der spraglet riffing fra blæsersektionen, en Nils Lofgren med bottleneck-guitar på knæet og en koncertplads fyldt med folk, der ivrigt løftede hænderne i vejret samtlige gange, der blev sunget »it’s alright« på bossens opfordring.
Hovedpersonen sprudlede af energi og spilleglæde i samtlige tre timer. Og hele vejen igennem understregede han, at han fortjener sit tilnavn.
Som da han ganske kækt dirigerede blæsersektionen gennem en freejazzet intro, inden de genkendelige toner af ‘The E Street Shuffle’ gik i gang. Eller da han under ‘Promised Land’ spillede på mundharmonika over for et lille barn på første række, som han derefter forærede instrumentet.
Og så var der øjeblikket, hvor han kommanderede publikum til at synge omkvædene og første vers under ‘Hungry Heart’, om end han nok overgjorde det en smule på det nummer, og jeg havde foretrukket, at hans egen vokal kunne folde sig ud.
På ‘Working on the Highway’ lød hans vokal for en stund lidt mumlende og usikker. Men da en roadie fik udskiftet hans mikrofon, gjorde det underværker, og han kom tilbage med uhæmmet urkraft.
Han kunne stadig skrige, som gjaldt det hans liv, når vi ramte de mest dyriske brøl på numre som ‘She’s the One’ og ‘Born to Run’. Og da han på ‘Prove it All Night’ sang »yeah« om kap med guitarist Steven Van Zandt, holdt ingen af de to parter sig tilbage, så den anden kunne følge med.
Under en længere intro til ‘Spirits in the Night’ kanaliserede han tilmed James Brown i rollen som den højrøstede gospelpræst fra ‘Blues Brothers’ – så overvældende var hans vokalindsats.
Koncerten var dog ikke kun bygget op omkring Springsteen. På billetten står hans faste E Street Band altid med stor skrift – og det med god grund.
Da Nils Lofgrens guitar skramlede løs til ‘Because the Night’, besad den så meget punket nerve, at selv Patti Smith-versionen blev gjort til skamme. Jake Clemons’ saxofonspil kunne indkapsle alt fra det vemodigt håbefulde (‘Thunder Road’) til det eksplosive (‘Badlands’).
Når Springsteen og Van Zandt fra tid til anden samlede sig tæt om den samme mikrofon, emmede stemningen af kammeratskab og nærvær, og når hele bandet spillede op til arena-folkrock på ‘Wrecking Ball’, var det en regulær euforiudladning.
Ting som lyssætning, brug af storskærmen og placering på scenen gjorde også, at samtlige bandmedlemmer fik en stund i spotlightet. Selv percussionist Anthony Almonte fik en lille trommeduel med trommeslager Max Weinberg under ‘The E Street Shuffle’, og under det gospel-klingende cover af ‘Nightshift’ rykkede korsangerne frem, så deres store rolle i sangen blev understreget.
Tre timer med professionalisme af den kaliber skal man absolut ikke kimse ad. Især når man skulle direkte ud i den virkelige verden, hvor det var igen var et kaos at finde frem til, hvordan man forlod Dyrskuepladsen.
Så kunne man lige mærke, at The E Street Bands niveau af tjekkethed ikke ligefrem hænger på træerne.
Kort sagt:
Bruce Springsteen og hans toptjekkede E Street Band leverede den ene mageløse opvisning efter den anden i Odense, og så godt som alle numre emmede både af spilleglæde, store følelser og gennemarbejdet håndværk.