Roskilde Festival: Angående Mig var ikke vred, hun var vanvittig – og gik ned på Jesus
Det stod ret hurtigt klart, at Angående Mig ville gøre sin koncert på Eos til et anliggende mellem de helt store kræfter. Mellem himmel og helvede, simpelthen.
Bare se håret, der var barberet i en omvendt hanekam, som om Moses havde delt det til hver sin side. Som om hun var en slags præst besat af djævelen.
Det var totalt kaotisk. Åbneren, ‘Smidig for en mand’, druknede sin Soundcloud-emo-æstetik i autotune, mens Angående Mig gjorde uhyggelige ryk med nakken. Kort efter, på ‘Saviour’, blev fire dunk i gulvet pludselig til amish-agtig akustisk guitar under sætninger om at finde styrke og blive kneppet bagfra.
Men hun fandt ligesom en kraft i kaosset. Jonglerede mellem helt nøgne breakdowns og eksplosioner af støj som på ‘Angående skam’. Og afspillede så en animation af, at hun gik ned på en Kristus-figur, mens ‘Jeg elsker alt hvad du hader ved mig’ aktiverede tung synthbas og smadrede rocktrommer.
Ét øjeblik var hun helt oppe at flyve, det næste blev musikken barberet ned til knips på cello og sårbar, pixeleret sang. Måske var det lidt for store omslag, i hvert fald vekslede publikums energi lige så meget som musikkens.
Rigtigt tag i os fik Angående Mig egentlig først til sidst i koncerten, hvor hun selv fik en akustisk guitar om halsen. Det gav ligesom et fokus for hendes ellers utæmmelige energi, at hun på en sang som ‘Vrede kvinder’ kunne træde mere ind i rollen som musiker end som en tornado af kaos.
Men det var jo også det kaos, der måske gjorde koncerten til en af dem, man vil huske fra Roskildes første dage. Og det smittede af på publikum, der råbte med på slutningen af ‘Vrede kvinder’ og festede dedikeret til afslutteren, ‘Beton BBY’.
Her var der fire i gulvet, ond bas, vilde trommer og en autotunet vokal, der gik i selvsving og endte som en slags sirene. Imens lød synthen som en motorcykel, der gassede op. Det var, som om alt det vanvid, Angående Mig havde bygget op i løbet af koncerten, blev forløst og nu gav mening. Som om hun sang fra både himmel og helvede.
På den måde kunne det jo ikke have været anderledes.