Roskilde Festival: Bedst som man troede, det ikke kunne blive mere cute, hev Belle and Sebastian publikum på scenen
Til trods for, at de skotske indiepop-koryfæer Belle and Sebastian har eksisteret i små 30 år, var torsdagens tidlige aftenkoncert deres debut på Roskilde Festival.
Iført kæmpe smil, som lynhurtigt smittede alle og enhver i det bemærkelsesværdigt store publikum, bød det midaldrende band op til en times kavalkade af deres små socialrealistiske fortællinger fra det virkelige, til tider meget skotske liv.
Anført af frontmand Stuart Murdoch lagde de silkeblødt ud med en af deres største sange, den aldeles fremragende ’The State That I Am In’, der ligesom voksede sig frem gennem lyden af et småsnakkende publikum og buldrende basfrekvenser fra de nærliggende scener.
De mere powerpoppede sange klædte sætlisten virkelig godt – ikke mindst den solbeskinnede ’So In The Moment’ fra det nyeste album, ’Late Developers’, og ’I’m a Cuckoo’, der mimer (og namedropper) Thin Lizzy med moduleringer og fjerlette guitarharmonier.
Selvfølgelig var der gjort rigeligt med plads i sætlisten til bandets mest elskede sange: ’Get Me Away From Here, I’m Dying’, ’Another Sunny Day’ og ’Piazza, New York Catcher’.
Under sidstnævnte bevægede Murdoch sig ned igennem den nærmeste del af menneskemængden til stor glæde for os, der stod forrest. Andre på det store Eos-område må have følt sig en lille smule snydt for spektaklet. Måske var det en idé med storskærme på den scene også?
Som en småfuld onkel til et studentergilde dansede Murdoch sig igennem koncerten og opfordrede alle til at følge trop, uanset hvor gode de måtte være til det. For som han sagde: »Nobody cares, nobody’s cool«.
Det udsagn opsummerer ret godt det stadie, Belle and Sebastian er på nu. De har smidt hæmningerne, hvilket står i skærende kontrast til bandets enormt stilsikre æstetiske udtryk på deres mange ikoniske pladecovers. De har simpelthen omfavnet den uundgåelige pinlighed, der lurer lige om hjørnet for alle, der vågner med lidt ekstra ondt i leddene.
Derefter iførte han sig endda en studenterhue, der var blevet kastet op til ham på scenen, og erklærede: »I’m a sailor«. Cringe? Bestemt. Cute? Helt vildt!
Bedst som man troede, det ikke kunne blive mere cute, spillede de deres absolut største hit, ’The Boy With The Arab Strap’, hvor Murdoch inviterede publikum op på scenen til fællessang og dans. Og så kunne Belle and Sebastian ellers afslutte deres skønne lille koncert med et dejligt prik over i’et i form af den dejlige ’Judy and the Dream of Horses’.