Publikum håbede på hitparade fra Justin Timberlake i Royal Arena – det fik de ikke
Da Justin Timberlake i starten af året annoncerede først én, så to koncerter i Royal Arena, havde han endnu ikke udgivet sit sjette album, ’Everything I Thought I Was’. Mange fans har dermed købt deres billetter med popstjernens 00’er- og 10’er-hits i baghovedet.
Det ændrede sig formentlig ikke, da først den nye, meget forglemmelige plade udkom. Ingen af de nye sange har kunnet leve op til de mange hits fra den ungdommelige storhedstid.
Torsdag aften var spørgsmålet så, hvor meget ’Everything I Thought I Was’ skulle fylde til koncerten.
Det lovede ikke godt fra start, da landevejsgrafikken fra det nye album prydede den brede skærm bag hovedscenen. En surrealistisk videointro lagde for til tonerne af albumåbneren ’Memphis’, hvorefter Timberlake, iført åben blazer og solbriller, kom op af en lem i scenegulvet. Publikum hujede og klappede selvklart, da stjernen pludselig hoppede frem. Men ellers var stemningen temmelig flad, da Timberlake fremførte den ligeledes nye sang ’No Angels’.
Folk var tydeligvis ikke kommet for at høre hans groovy, men også jævnt ensformige nye samling popsange. Desværre valgte han at servere hele 11 af slagsen i løbet af den to timer lange koncert, hvilket bestemt kunne mærkes på stemningen i arenaen.
Man fik følelsen af, at publikum bare gerne ville have disse nye numre overstået, så vi kunne komme videre til de rigtige hits, som folk rent faktisk kunne teksterne til. Det gik særligt ud over koncertens ensformige første time, hvor størstedelen af de nye sange var placeret.
Timberlake og resten af det uden tvivl gigantiske hold bag produktionen gjorde ellers meget for at levere et velsmurt og festligt popshow.
Hovedpersonen var bakket op af fem dansere og et 12 mand stort band, herunder tre korsangere og fire blæsere.
The Tennessee Kids, som orkestret hedder, spillede upåklageligt sammen. Stortrommen kunne mærkes i kroppen, og elguitaren ruskede i de lette popbaskere, mens blæserne gav lidt ekstra show-energi, også til en på papiret elektronisk skæring som ’LoveStoned / I Think She Knows’. De mest mobile instrumentister tog endda del i nogle af dansekoreografierne.
I centrum af scenen var en mastodont af en lyskasse, der lignede monolitten fra Stanley Kubricks sci-fi-klassiker ’Rumrejsen år 2001’, og som på imponerende vis svævede rundt bag ved og over Timberlake og danserne.
Timberlake selv stod for en overflod af dansetrin og en usvigeligt sikker vokal – når den altså ikke blev overdøvet af et backingtrack. Det skete desværre en del gange, særligt i omkvædene på ældre numre.
»I bet that got your ass up!«, udbrød Timberlake efter en time til de mange siddende tilhørere, der hverken havde rørt på sig eller sagt noget under en længere kavalkade af enslydende ’Everything I Thought I Was’-numre. Han havde netop skudt 00’er-hittet ’Cry Me a River’ i gang, og herfra stod koncerten heldigvis på en tiltrængt gennemgang af bagkataloget.
Pludselig forsvandt Timberlake fra scenen. Sammen med dansere, korsangere og blæsere gik han langs siden forbi menneskemængden og ned i den modsatte ende af arenaen, hvor en noget mindre scene var stillet op.
Egentlig var det en fin idé at ruske lidt op i opsætningen på det her tidspunkt, for der var efterhånden gået inflation i dansekoreografierne. Desværre blev Timberlake hængende for længe på ’intim’-scenen, hvor han fremførte intet mindre end syv sange, der mest syntes at være rettet mod den lille menneskeskare i det indhegnede VIP-område. Ikke så fedt for publikum i resten af arenaen.
Timberlake formåede dog at komme ud over den lille scenekant, da han, med en akustisk guitar i favnen, inviterede til fællessang på ’What Goes Around … Comes Back Around’.
Herefter steg temperaturen i Royal Arena omsider et ordentligt nøk, da han vendte tilbage til hovedscenen og hev både ’Can’t Stop the Feeling!’, ’Rock Your Body’ og ’SexyBack’ op af hatten. Til sidstnævnte fik vi tilmed selskab af Timberlakes animerede kæmpeansigt, der mimede med på sangens »yeah!«-adlibs og stirrede publikum ind i sjælen med lysende øjne.
Den længe ventede forløsning kulminerede til det afsluttende ekstranummer ’Mirrors’. Føromtalte lysboks viste sig at være en hemmelig tredje scene, som Timberlake stillede sig op på. Mens den flyvende scene tiltede frem og tilbage, skuede popsangeren (der lykkeligvis var iført sikkerhedsseler) ud over publikum med et selvsikkert smil på læben.
Gid vi havde haft mindre fyld og flere overvældende højdepunkter som dette under den temmelig lange koncert.
Kort sagt:
Det satte en dæmper på stemningen i Royal Arena, at Justin Timberlake skulle igennem en stor portion numre fra sit knap så populære nye album. Til sidst i det to timer lange show kom den usvigeligt sikre sanger dog endelig med den festlige, storladne forløsning, som publikum havde håbet på.