»Jeg har aldrig taget mig tiden til at reflektere over mit liv, men det har jeg nu, og det har været virkelig cool«.
Sådan sagde Justin Timberlake i The Graham Norton Show som en del af promoveringen for sit første album i mere end seks år, ’Everything I Thought It Was’, der udkommer på fredag.
Man forstår, hvorfor popstjernen fremhæver, at han har gjort sig tanker om sin fortid, for det har resten af verden også. De seneste år har der været en større revurdering af hele Justin Timberlakes person. Post-MeToo-tiden har givet os et nyt syn på popmageren.
Specifikt bliver hans håndtering af den såkaldte nipplegate-skandale omkring Janet Jacksons Super Bowl-koncert i 2004 og hans relation til Britney Spears i 00’erne i dag set i et nyt lys. Han er ikke længere den universelt elskede golden boy, han var engang, men i stedet et symptom på en giftig tid.
Læg dertil en musikkarriere, der stadig ikke er kommet sig efter flop-albummet ’Man of the Woods’ fra 2018, og du har en popstjerne, der aldrig har været mindre populær end nu.
Alligevel prøver Justin Timberlake at gøre comeback. Er det modigt eller tåbeligt? Mere om det senere. Lad os starte med at se på, hvor det hele gik så galt.
Fortidens synder
De seneste par år er anklager om, at Timberlake har trynet kvindelige stjerner for sin egen karrieres skyld, spiret frem.
For 20 år siden var Justin Timberlake gæstestjerne til Janet Jacksons Super Bowl-show, og rev en flap af Jacksons outfit, der blottede hendes bryst og endte ud i det skandaløse nipplegate.
Hændelsen resulterede i, at Janet Jackson blev blacklistet og kritiseret i årevis efter sin optræden. Justin Timberlake gik fri og fik sågar sit eget Super Bowl-show i 2018.
Timberlakes tavshed i tiden efter episoden blev længe set som en slags implicit støtte til den sexistiske struktur i musikbranchen. Han har siden undskyldt til Janet Jackson.
Men der, hvor Timberlakes fortid for alvor kom op til revurdering, var faktisk først under #freebritney-bevægelsen i 2021.
Her blev kritikken af Timberlake især forstærket af Spears-dokumentaren ’Framing Britney Spears’, hvor en ung Timberlake i et radiointerview medgiver at have »kneppet« Spears, på trods af Spears’ løfte om ikke at have sex før ægteskabet.
Timberlake mødte også kritik for sin håndtering af bruddet med Spears og for at udstille hende – blandt andet i den opsigtsvækkende musikvideo til ‘Cry Me a River’, der insinuerede, at Spears havde været utro.
Da Britney sidste år udgav selvbiografien ’The Woman in Me’, beskrev hun blandt andet, at Timberlake i sin musik og interviews fremstillede Spears som utro, hjertekold og løs på tråden, selvom det var ham, der sluttede forholdet.
»I nyhedsmedierne blev jeg beskrevet som en skøge, som havde knust hjertet på USA’s gulddreng«, lyder en passage i bogen.
Spears hævdede desuden, at Timberlake overtalte hende til at få foretaget en medicinsk abort. Ikke ligefrem en fortælling, der passer ind i forestillingen om USA’s anstændige dydsmønster-popstjerne.
Skepsissen er stor
Justin Timberlake har altså fået en del pletter på omdømmet de seneste par år, og det ville han måske kunne leve med, hvis hans musik stadig hittede bredt. Men Timberlakes popularitets- og musikkurve har fulgtes ad – brat nedad.
Hans seneste album, ’Man of the Woods’, skulle være en hyldest til country og hiphop. Men albummets forvirrede hybridsange, der lugtede af både beatboxing og lejrbål, fik en lunken modtagelse, og affødte ikke større hits.
Spørgsmålet er nu, om Justin Timberlake med sit nye album kan komme tilbage i good standing-klubben. Skepsissen omkring ham er stor.
The Atlantic skriver eksempelvis, at Justin Timberlakes offentlige adfærd i sammenhæng med album-promoarbejdet oser af »an air of desperation« og opsummerer den generelle holdning mod den tidligere popdarling:
»Timberlake er blevet indbegrebet af en casual hvid-mandlig cockiness fra midten af 00’erne, og det lyder bare ikke så godt i 2024«.
Omvendt har Timberlake stadig mange fans og stor strålekraft.
Hans 00’er-bangers er stadig dansegulvs-evergreens, og hans karakteristiske sydstats-udtale spicer stadig ethvert forår op med »it’s gonna be MAY«-memes. Og med en kommende verdensturné (endda med dobbeltshow i Danmark) og utallige talkshow-optrædener har Timberlake stadig en vis grad af starpower, relevans og ikke mindst indflydelse i musikbranchen.
Og så har Timberlake – kreative og etiske smuttere eller ej – stadig en stor fanskare. På verdensplan er han den 58. mest streamede kunstner på Spotify med godt og vel 45 millioner lyttere om måneden.
Tiden for søforklaringer er slut
Trods Justin Timberlakes fortsat store fanskare skal ’Everything I Thought It Was’ virkelig være ekstraordinært, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at nå fordum tids storhed.
Han har godt nok lovet, at han har tænkt over sit liv, man er han så også begyndt at se fortidens fejltagelser i øjnene og tage kritikken seriøst?
Det virker ikke sådan.
Så sent som i februar sendte han et skjult diss til Britney Spears under en koncert, da han indledte ’Cry Me A River’ med en udmelding om, at han ikke vil undskylde til nogen som »fucking« helst. Ikke ligefrem et tegn på modning og selverkendelse.
Og lytter man til albummets smagsprøver ser det ligeledes mere ud til, at Justin vil lege med ansvarsfralæggelse end selvransagelse.
På det sødladne r’n’b-nummer ’Selfish’ leverer han »Glad your mama made you«-tekster, mens han forklarer, at han jo kun bliver en selvisk og jaloux ægtemand, fordi han er så megaforelsket. En noget gammeldags forståelse af kærlighed.
Selvransagelse er heller ikke til at finde på den mere nedtonede og melankolske ’Drown’.
Her fortæller Timberlake om at være blevet viklet ind i andres »dæmoner og mørke«, mens han som et (drukne)offer ligger hjælpeløs og efterladt tilbage.
For det er jo ikke Justins skyld, kun de andres.
Hvis det bliver den måde, Timberlake vil vinde popularitetspoint på, så står vi overfor noget, der kan blive mere tonedøvt end ’Man of the Woods’. For tiden for den slags søforklaringer er slut.
Forhåbentlig har han mere at byde på, når albummet lander på fredag.