I starten af årtusindskiftet var Britney Spears og Justin Timberlake sammen i et treårigt forhold. Nu, to årtier efter, er Spears ude med en opsigtsvækkende afsløring om deres tid sammen.
I sin kommende erindringsbog fortæller Britney Spears, at hun blev gravid, mens hun var sammen Justin Timberlake – og at parret besluttede sig for at få en abort.
Det kan man læse i et boguddrag bragt af People.
»Det var en overraskelse, men for mig var det ikke en tragedie. Jeg elskede Justin så højt. Jeg havde altid forventet, at vi en dag skulle have en familie sammen. Det her var bare meget tidligere, end jeg havde regnet med«, skriver hun her.
»Men Justin var bestemt ikke glad for graviditeten. Han sagde, at vi ikke var klar til at få en baby i vores liv – at vi var alt for unge«.
Britney Spears åbner efterfølgende op om sine egne tanker om aborten:
»Hvis det kun havde været op til mig, ville jeg aldrig have gjort det. Men Justin var så sikker på, at han ikke ville være far. Den dag i dag er det en af de mest smertefulde ting, jeg nogensinde har oplevet i mit liv«.