Der har helt forståeligt været stille fra Linkin Park, siden rockbandets forsanger, Chester Bennington, på tragisk vis tog sit eget liv i 2017.
Nu gør gruppen bag kæmpehits som ‘In the End’, ‘Numb’ og ‘What I’ve Done’ imidlertid comeback med en ny sanger i front, skriver Complex.
Torsdag annoncerede Linkin Park således, at de vender tilbage med to nye bandmedlemmer: Sanger Emily Armstrong og trommeslager Colin Brittain, som slutter sig til de oprindelige medlemmer Brad Delson, Phoenix, Joe Hahn og Mike Shinoda.
Armstrong har tidligere været en del af rockbandet Dead Sara, og Brittain, som afløser Rob Bourdon, har erfaring fra blandt andre Papa Roach, All Time Low og A Day to Remember.
Det genfødte band spillede torsdag en livestreamet koncert, som kan ses i videoen herunder.
På setlisten var den nye single ‘The Emptiness Machine’, som er forløber for et kommende album med titlen ‘From Zero’, der udkommer 15. november.
»Denne albumtitel refererer både til denne ydmyge begyndelse og den rejse, vi er i gang med i øjeblikket. Sonisk og følelsesmæssigt handler det om fortid, nutid og fremtid – om at omfavne vores signaturlyd, men ny og fuld af liv. Det blev lavet med en dyb påskønnelse af vores nye og mangeårige bandkammerater, vores venner, vores familie og vores fans. Vi er stolte af, hvad Linkin Park er blevet til gennem årene, og spændte på den kommende rejse«, udtaler Mike Shinoda ifølge Complex.
»Jo mere vi arbejdede med Emily og Colin, jo mere nød vi deres verdensklassetalenter, deres selskab og de ting, vi skabte. Vi føler os virkelig styrket med dette nye lineup og den levende og energiske nye musik, vi har lavet sammen. Vi væver de soniske berøringspunkter sammen, vi har været kendt for, og udforsker stadig nye«.
Inden udgivelsen er landet, tager bandet på en kort verdensturné med seks koncerter. Turnéen begynder allerede i næste uge og har to europæiske stop i henholdsvis Hamborg (22. september) og London (24. september).