Ventetiden på The Cures imødesete 14. studiealbum har været meget, meget lang. Helt tilbage i 2019 begyndte gothrockerne at tale om pladen ‘Songs of a Lost World’, der stadig ikke er udkommet.
Nu ser det dog endelig ud til at ske. I hvert fald har de britiske rocklegender netop annonceret, at de på torsdag udgiver en ny single – deres første af slagsen i 16 år, skriver Billboard.
‘Alone’ er titlen på den nye sang, som bandet har delt en forsmag på i et Instagram-opslag. »This is the end of every song that we sing«, synger forsanger Robert Smith i lydbidden.
Hvornår kommer albummet så? Den information har The Cure allerede delt på analog vis.
Tidligere på måneden udsendte bandet nemlig ifølge Billboard postkort til en række fans, hvor man kunne afkode, at ‘Songs of the Lost World’ udkommer 1. november.
The Cure var senest studiealbumaktuel i 2008 med ‘4:13 Dream’.