Selvom store dele af Taylor Swifts seneste album efter alt at dømme handlede om Matty Healy, kommer The 1975-frontmanden ikke til at adressere forholdet på bandets næste album.
Det fortæller han i et nyt afsnit af Joshua Citarellas podcast ‘Doomscroll’, hvor Healy ganske vist ikke nævner Swift ved navn, men hvor han altså ser ud til at italesætte til den omdiskuterede romance.
»Sidste år blev jeg en meget mere kendt offentlig figur af mange forskellige årsager«, begynder Healy og kaster sig ud i en længere smøre om, hvordan mange artister bliver opslugt af deres egen lore, når de skriver sange, hvilket han da også selv gjorde The 1975’s selvbetitlede debutalbum.
Men sådan kommer det altså ikke til at være fremover, understreger han.
»Jeg ville ligesom bare lyve, hvis jeg lavede et album om, jeg ved ikke, alle de ting, der er blevet sagt om mig eller mine casual romantiske forbindelser, eller hvad det nu er, jeg er blevet kendt for, bare fordi jeg er berømt. Jeg synes, det er en åbenlys ting at trække på«, siger Healy og fortsætter:
»Og jeg er bare ikke interesseret i det. Og jeg tror, like, opretholdelsen af status quo er noget, jeg altid kæmper imod. Så idéen om at lave et album om noget, der er sket for mig personligt, som ved udgivelsen kommer til at være to år gammelt … det ser jeg også folk gøre, og det er ikke interessant«.
Særligt sidstnævnte er på blandt andet TikTok blevet tolket som en kritik af Taylor Swift og ikke mindst albummet ‘The Tortured Poets Department’, hvor flere af numrene som sagt så ud til at handle om netop Healy.
Se hele interviewet herunder.