Da The Minds of 99 spillede tre udsolgte koncerter i Parken tidligere i år, kom ingen ringere end Mø forbi til duet på sangen ‘Under din sne’.
Det var et stort live-moment for dem, der var i Parken, men nu kan man også få lov til at høre duetten, hvis man ikke var med. For The Minds of 99 og Mø har netop delt live-udgaven af sangen på streaming.
Det sker i forbindelse med, at The Minds of 99 rammer biograferne næste år med filmen ‘Tre døgn i Parken’, der skildrer de tre store shows i Danmarks nationalarena.
Denne udgivelse er i øvrigt første gang, The Minds of 99 udgiver en sang med en anden kunstner, og det er også unikt, at Mø synger på dansk.
»Min relation til Minds går ret langt tilbage. Vi startede jo ud nogenlunde på samme tidspunkt, og jeg har bare altid været kæmpestor fan af dem. Vi har ligesom fulgt hinanden lidt og har selvfølgelig været på forskellige rejser, men jeg føler, vi startede lidt på samme tid og voksede os store«, udtaler Mø via en pressemeddelelse.
»Og så har jeg jo også sunget kor på et par af deres sange gennem tiden, blandt andet ‘Ung kniv’. ‘Under din sne’ har jeg også lavet kor på, så på den måde var det jo mega full circle at få lov til at komme ind og synge den i duet med Niels«.
Niels Brandt fra The Minds of 99 udtaler følgende om Mø:
»Jeg elsker hendes musik og hendes stemme, og vi er mega glade for, at hun vil udgive det her sammen med os. Det var faktisk den bedste del af koncerten for mig – det der kram, mens vi sang. Det varede jo flere minutter. Det var ren zen. Vi stod bare og resonerede sammen med vores kroppe og stemmer. Jeg glemte alt omkring mig. Det var der, jeg slappede mest af hele aftenen, må jeg indrømme. Der fik jeg endelig en pause, haha! Så tak for det, Karen«.
‘Tre døgn i Parken’ kommer i biograferne fra den 20. februar. Den nye koncertfilm bliver også vist til en række siddende særvisninger i Store Vega den 19., 20. og 23. februar.
Vil man opleve The Minds of 99 live næste år, er der også godt nyt. Bandet har netop annonceret en større festivalturné.