Forensics er navnet på en ny duo, der består af to yderst prominente hiphopartister, som har bidraget til scenen siden 90’erne.
Den ene er The Alchemist, en af tidens største hiphopproducere, der har skabt mindeværdige album sammen med blandt andre Freddie Gibbs, Prodigy, Action Bronson, Earl Sweatshirt, Hit-Boy og Roc Marciano – og faktisk også selv rapper fra tid til anden.
Den anden er rapperen Yasiin Bey, tidligere kendt som Mos Def, som blandt andet står bag det ikoniske album ‘Black On Both Sides’ fra 1999. Sammen med rapkollegaen Talib Kweli udgør han desuden gruppen Black Star.
Vi ved ikke meget om gruppens nye album, der muligvis også er navngivet ‘Forensics’. Duoen har blot delt albumcoveret, et maleri af kunstneren Anuar Khalifi.
Derudover har Yasiin Bey og The Alchemist ifølge Complex annonceret, at man kan smuglytte til musikken til et liveevent i Paris 25. januar. Forhåbentlig lander albummet på streamingtjenester ikke længe efter.
Yasiin Bey har ikke udgivet en soloplade siden ‘The Ecstatic’ fra 2009 – med undtagelse af ‘Negus’ fra 2019, som dog udelukkende kunne tilgås som en slags kunstinstallation på Brooklyn Museum i 10 uger, og som i dag ikke er offentligt tilgængeligt.
Han har dog annonceret albummet ‘Money Christmas’, som udkommer via Bandcamp 15. marts.
The Alchemist er en mere produktiv herre med flere udgivelser om året. Tidligere i december var han for eksempel aktuel med et albumsamarbejde med Roc Marciano.