Damon Albarn, Kate Bush og 1.000 andre musikere protesterer mod AI-lovgivning med stumt album

Damon Albarn, Kate Bush og 1.000 andre musikere protesterer mod AI-lovgivning med stumt album
Damon Albarn under Blurs koncert på den anden Coachella-weekend i 2024. (Foto: Theo Wargo/Getty Images for Coachella)

Mere end 1.000 britiske musikere protesterer mod deres regerings lovforslag om at lade tech-firmaer træne kunstig intelligens ud fra musik, som er under ophavsret. Det skriver The Guardian.

Damon Albarn og Kate Bush er blandt artisterne, som netop har udgivet et stumt album på blandt andet Spotify med titlen ‘Is This What We Want?’.

Albummets 14 sange er helt uden musik. I stedet har man optaget den rumlige, let summende lyd fra forskellige tomme lydstudier og lokaler. Sangtitlerne danner til sammen sætningen: »The British Government Must Not Legalise Music Theft To Benefit AI Companies«.

Budskabet er klart: Regeringens forslag vil gå ud over musikernes levebrød, da AI-firmaer har i sinde at erstatte levende musikere med kunstig intelligens.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Regeringens forslag vil forære landets musikeres livsværk til AI-virksomheder gratis, hvilket giver disse virksomheder mulighed for at udnytte musikeres arbejde til at udkonkurrere dem«, siger demonstranternes talsperson og idémand Ed Newton-Rex, der er komponist og tidligere chef for netop et AI-firma.

»Det er en plan, der ikke blot vil være katastrofal for musikere, men også fuldstændig unødvendig: Storbritannien kan være førende inden for AI uden at ofre vores verdensledende kreative industrier«.

Den britiske regerings forslag om ophavsretundtagelse for træning af AI-modeller kommer ifølge The Guardian med det forbehold, at musikere og virksomheder kan blokere for, at deres musik kan blive brugt.

Kritikere vil dog mene, at det burde foregå den anden vej rundt – at man aktivt skal give tilladelse til, at virksomheder må inddrage éns musik til træning af kunstig intelligens.

Profit fra streaming af det nye protestalbum går til velgørenhedsorganisationen Help Musicians.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af