Flere stjerner tager afstand fra Kanye West: »Millioner af mennesker er påvirket af dig«

Flere stjerner tager afstand fra Kanye West: »Millioner af mennesker er påvirket af dig«
Kanye West. (Foto: Gotham/GC Images)

Efter en lang serie af antisemitiske opslag på X, hvor han blandt beskrev sig selv som nazist og direkte hyldede Adolf Hitler, samt et forsøg på at sælge svastika-t-shirts på sin webshop, har Kanye West mødt fordømmelse fra en lang række showbiz-kolleger.

Ifølge NME har ‘Friends’-skuespilleren David Schwimmer delt et længere opslag på Instagram, hvor han opfordrer Elon Musk til at suspendere rapperen fra X, hvilket sidenhen er sket. I opslaget lyder det blandt andet:

»Jeg ved ikke, hvad der er værre: Det faktum, at han identificerer sig som en nazist (hvilket indebærer, at han ønsker at udrydde ALLE marginaliserede grupper, inklusive sin egen) eller det faktum, at der ikke er tilstrækkelig FORARGELSE til at fjerne og bandlyse ham fra alle sociale medier. Tavshed er medskyldighed«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Musikeren Charlie Puth har også reageret med en indtrængende henvendelse til West selv. Det skete i en Instagram-story, hvori West var tagget.

»Det budskab, du sender ud til verden, er utroligt farligt. Please, jeg beder dig om at stoppe. Du sælger en t-shirt med et hagekors på, og MILLIONER af mennesker er påvirket af dig. Jeg beder dig venligst om at stoppe, PLEASE«, lød storyen, der sidenhen er udløbet, men som NME har et skærmbillede af.

Også rapperen Jpegmafia, der tidligere har støttet og samarbejdet med West, har sidenhen taget afstand fra ham i en lang række af tweets, hvor han i lige så høj grad kritiserer dem, der i første omgang har bedt ham om at reagere. Det skriver Stereogum.

»Tanken om, at det er mit ansvar at reagere på noget, en anden mand siger, er noget barnligt lort. Alle jer, der beder mig om det, vil vokse fra denne personlighed en dag. Men lad mig nu bare sige dette«, skriver han og fortsætter:

»Jeg støtter ikke Diddy, jeg er ikke nazist. Jeg hader ikke jøder, jeg kan ikke lide Trump. Jeg jagter pædofile. Og jeg er manden med leen for alle, der udøver vold med kvinder. Dette var sandt, før I tweetede i aften. Og det er stadig sandt lige nu. Er det nok for jer på 11 år?«.

Kanye West er på nuværende tidspunkt suspenderet fra X, ligesom hans onlinetøjbutik, Yeezy, er blevet fjernet af nethandelstjenesten Shopify.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af