Det tidligere ægtepar Kanye West og Kim Kardashian er midt i en heftig konflikt, som førstnævnte nu har delt med omverdenen, skriver Complex.
Striden drejer sig om deres 11-årige datter North West og rettighederne til hendes navn.
I går delte Kanye således en række opslag X, hvor ét af dem forestiller noget af et dokument, der beskriver, at Kim Kardashian er den »eneste og eksklusive ejer« af rettighederne til North Wests navn. Der står også, at Kanyes brug af varemærket er en »overtrædelse« af aftalen, som parterne indgik ved skilsmissen om forældremyndighed.
»Dette skete, uden jeg var klar over det. Hvordan har I det med det?«, skriver Kanye på X til sine følgere.
Han har også delt et screenshot af en beskedchat, angiveligt med Kardashian, hvor de diskuterer sagen. Ifølge hende aftalte de ved North West og de tre søskendes fødsler, at moren har rettighederne til deres navne, indtil de bliver 18 år.
Ud fra Kardashians beskeder står det klart, at hun for at »beskytte« North West har blokeret for brugen af datterens navn på en sang af varetægtsfængslede Diddy, der som bekendt er anklaget for blandt andet voldtægt af utallige personer.
»Ret det, eller jeg går i krig«, skriver Kanye West i samme beskedudveksling. »Og ingen af os vil komme sig over det offentlige efterspil. Du bliver nødt til at dræbe mig«.
North West har tidligere medvirket på flere af farens sange, herunder ‘Talking’ og ‘Bomb’.
Sangen i centrum for den igangværende strid synes at være et endnu ikke udgivet nummer med titlen ‘Lonely Roads Still Go to Sunshine’ med Diddy, Diddys søn King Combs, North West og Jasmine Williams. Kanye har delt en forsmag på sangen på X.