Lizzo skal spille musiklegende i ny film

Lizzo skal spille musiklegende i ny film
Lizzo. (Foto: PR)

Mens Lizzo lægger i kakkelovnen til sit næste album, har hun også landet karrierens med afstand største projekt som skuespiller.

Ifølge Deadline skal popartisten således indtage hovedrollen i den nye biopic ‘Rosetta’, der omhandler musiklegenden Sister Rosetta Tharpe.

Den amerikanske musiker levede i perioden 1915 til 1973 og blev i 2018 posthumt indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame. Hendes bandebrydende blanding af gospel, blues og tidlig rock har haft stor indflydelse på populærmusikken siden og rockartister som Elvis Presley og Bob Dylan.

‘Rosetta’ er inspireret af virkelige hændelser fra en afgørende periode i Tharpes liv, hvor hun møder modstand imod sin eksperimenterende guitarlyd, men også spiller en legendarisk stadionkoncert. Samtidig må hun som sort kvinde navigere i samfundets restriktioner og skjule sin kærlighed til en anden kvinde.

Filmen er i et tidligt udviklingsstadie med manuskript under udarbejdelse af forfatter Natalie Chaidez (‘Heroes’, ‘Queen of the South’) og podcaster Kwynn Perry (‘The Burned Photo’). En instruktør er endnu ikke tilknyttet projektet.

Lizzo har tidligere haft mindre roller i heist-komedien ‘Hustlers’ og ‘Star Wars’-serien ‘The Mandalorian’ samt stemmeroller i de animerede sitcoms ‘The Simpsons’ og ‘The Proud Family: Louder and Prouder’.

Hun har endnu ikke offentliggjort udgivelsesdatoen for sit kommende femte album, ‘Love in Real Life’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af