Lizzos ‘Love in Real Life’ minder foruroligende om titelsangen til et helt bestemt Disney Channel-show

Lizzos ‘Love in Real Life’ minder foruroligende om titelsangen til et helt bestemt Disney Channel-show
Lizzo. (Foto: PR)

For nylig delte Lizzo en video på Instagram, hvor hun spraymaler coveret af sit seneste album, 2022’s ’Special’, med ordene »Bye Bitch«. 

Det er intet usædvanligt i, at popstjerner tager afsked med deres tidligere jeg, inden de lancerer en ny æra – Taylor Swift har nærmest gjort det til en kunstart.

Alligevel synes den symbolske vægt af Lizzos afskedserklæring en smule tungere end sædvanligt. Mere end blot en varsling om ny musik ligner videoen nemlig et forsøg på at lægge en periode bag sig.

En periode, hvor hendes omdømme nærmest er blevet lagt i ruiner efter en række sagsanlæg fra tidligere dansere, der beskylder hende for blandt andet seksuelle krænkelser, diskrimination og frihedsberøvelse (!), og hvor de positivitetshymner, der udgør størstedelen af hendes diskografi, har klinget ikke blot hult, men både falskt og skingert.

’Love in Real Life’ er Lizzos første single siden da, og både som popsang og offentligt genoprejsningsforsøg er den en utroligt undervældende affære.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er en sang om at tørre øjnene og danse problemerne væk. Om at skærme sig selv mod internettets ondskabsfulde, dømmende blikke med hjælp fra nære relationer i det virkelige liv.

»Everything was so much simpler / And that’s exactly what I need / No views, no likes / Real love in real life«, lyder den melodramatiske spoken word-intro. 

Ingen kan fortænke Lizzo i – oven på en så dramatisk tur i mediemøllen – at have brug for at genfinde glæden i de simple ting.

Spørgsmålet er bare, om det behøvede at foregå over aflagte The Strokes-riffs og et enerverende »hey, ho, hey, ho«-omkvæd, der minder foruroligende om titelsangen til Disney Channels ’The Suite Life on Deck’. Ikke et ondt ord om Sprouse-tvillingerne, men alligevel.

»Tequila, do your job, girl, give me salt and lime / To help me fix my life«, synger Lizzo. Om tequila er nok til at fikse hendes liv, må være op til hende selv at vurdere.

Sikkert er det dog, at man som minimum skal have fat i en flaske absint og en opiumspibe, hvis ’Love in Real Life’ skal være nogenlunde sjov at lytte til.


Lizzo. ‘Love in Real Life’. Single. Nice Life/Atlantic.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af