Lucy Dacus ‘Forever Is a Feeling’
Lucy Dacus har længe været en favorit på indiescenen – ikke mindst takket være det fremragende 2021-album ‘Home Video’ – men for to år siden blev hun for alvor allemandseje som en del af Boygenius. Nu er hun klar med sit første soloalbum siden da, ‘Forever Is a Feeling’.
Lyt til albummet HER.
Spellling ‘Portrait of My Heart’
Spellling er bedst kendt for sin overdådige, Kate Bush-klingende artpop, men at dømme ud fra hendes seneste singler går musikeren med det borgerlige navn Chrystia Cabral på ‘Portrait of My Heart’ snarere rock. Passende nok får hun selskab af Turnstile-guitarist Pat McCrory.
Lyt til albummet HER.
Perfume Genius ‘Glory’
Endnu en indie-favorit! For mange fans vil 2020-albummet ‘Set My Heart on Fire Immediately’ nok altid stå tilbage som hans hovedværk, men et nyt album fra Mike Hadreas aka Perfume Genius er altid værd at tjekke ud. ‘Glory’ er hans syvende af slagsen og gæstes af Aldous Harding.
Lyt til albummet HER.
Ravi Kuma ‘Safe Sex’
Ravi Kuma går i opløsning. Det udmeldte den danske duo tilbage i januar, hvor de også annoncerede en sidste koncert i Pumpehuset, der sidenhen er blevet udvidet med et stop på Volume Village i Aarhus. Inden Sharon Kumaraswamy og Aske Knudsen siger farvel, får vi nu også et sidste album.
Lyt til albummet HER.
Will Smith ‘Based on a True Story’
Den er god nok: Will Smith vender tilbage til musikken. I dag udgiver skuespilleren og musikeren sit første album i to årtier, ‘Based on a True Story’, med features fra blandt andre Joyner Lucas, Big Sean og Smiths egen søn, Jaden. Til sommer tager han albummet med på Smukfest.
Lyt til albummet HER.
Lil Nas X ‘Days Before Dreamboy’
Lil Nas X har spyttet singler ud på stribe de seneste par uger som optakt til det kommende album ‘Dreamboy’, og nu samles de på en otte numre lang ep, der også tæller sidste års ‘Light Again!’ og ‘Need Dat Boy’. Ep’ens titel er umiddelbart en reference til Travis Scott-mixtapet ‘Days Before Rodeo’.
Lyt til ep’en HER.
Lil Durk ‘Deep Thoughts’
I oktober blev Lil Durk anklaget for at bestille et lejemord, og siden da har rapperen siddet bag tremmer i Los Angeles, mens han afventer en kommende retssag. Det stopper ham imidlertid ikke i at udgive ny musik, og nu er han klar med sit længe ventede niende album, ‘Deep Thoughts’.
Lyt til albummet HER.
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
Backxwash ‘Only Dust Remains’
Ariana Grande ‘Eternal Sunshine Deluxe: Brighter Days Ahead’
Deafheaven ‘Lonely People With Power’
Neu Sierra ‘Butter and Blow’
Unknown Mortal Orchestra ‘IC-02 Bogotá’
Boldy James & Antt Beatz ‘Hommage’
Destroyer ‘Dan’s Boogie’
Mumford & Sons ‘Rushmere’