10 år efter vi lærte ham at kende, er Thor Farlov stadig noget af det bedste fredagsunderholdning, vi har

10 år efter vi lærte ham at kende, er Thor Farlov stadig noget af det bedste fredagsunderholdning, vi har
Thor Farlov i K.B. Hallen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

KONCERT. For 10 år siden blev Thor Farlov allemandseje som halvdelen af X Factor-duoen Citybois.

Fem år senere gik han solo, og yderligere fem år derefter stod han fredag aften til karrierens største headliner i K.B. Hallen. Helt som forventet var han i festhumør og havde taget vennerne med.

Der var solbriller i panden, Snapchat-oplyste skærme og shotsrør på programmet. Publikum var kommet for den fest, Farlov er blevet garant for. En fest, hvor han som ingen andre i dansk musik forener letbenet pop og tung hiphop fra sine mange gæster.

Gusto, Milo og Ozzy skulle varme K.B. Hallen op, og da sidstnævnte havde skudt sine millionstreamende hits af og annonceret et nyt Farlov-samarbejde, blev lyset tændt og ’Put Your Records On’ overtog højttalerne. 

Teenagedrengene til højre for mig sukkede dybt – »der er nok 40 minutter til, shit, det er lang tid« – imens andre fik taget billeder med superproducer Nicki Pooyandeh foran foyerens hotdogbod.

En god halv time senere slukkede lyset så, og som pisket svarede publikum med taktfaste råb: »TF, TF, TF«. 

Thor Farlov i K.B. Hallen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Farlov sparkede straks ballet i gang med diskoguitar og selvsikre moves på ’Solen op’. Humøret var højt, og den drengede charme så smittende, at han klogt skøjtede direkte videre til ’Fri’ og ’Januar til december’, som de forreste rækker skreg med på hvert et ord af.

Scene var bygget op med en høj skærm og et podie til den ene side, de to bandmedlemmer til den anden, og i midten en sort trappe op til et højere podie.

Den forskudte opbygning spillede fint sammen med et farverigt og afvekslende lysshow, som gav den kant, Farlovs festlige, men lidt ensidige udtryk nogle gange kan savne. Dog fik venstre side noget mere TF end højre.

Efter den dansevenlige, indledende tretrinsraket, hvor Farlov tilmed gav prøver på sin faktisk stærke vokal, var han lidt på vej på glatis.

Den klubbede lyd på ’Mansion’, ’Op det’ og ’Alene’ blev ikke grebet, og Farlov fremstod fastlåst på sit podie. Lidt småakut livredning fra de flotte visuals og et par linjer fra Citybois-kæmpehittet ’Pool’ kom ham til undsætning, men var han allerede træt?

Svaret var heldigvis nej og kom prompte.

Farlov stod pludselig på balkonen, hvorfra en nedbarberet åbning af ’Usynlig’ satte koncerten i sportsgear uden at se sig tilbage.

En vanligt tilbagelænet Sivas gæstede ’Hver dag’ inden aftenens højdepunkt, ’Italien’, fik den tricolore-oplyste sal til at springe ud i fællesdans, selv branchefolk og firmafredagsbarer nede bagved.

Thor Farlov i K.B. Hallen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Herfra var Farlov både afslappet og virkede oprigtigt overvældet. ’Kompromis’ viste, at også de tidlige soloting går rent ind, og det gav ham mod på nogle små, veludførte modulationer. 

Ella Augusta og Mas var begge stilsikre gæster, og da Christopher kiggede forbi til den spritnye ’Hvor var jeg endt’, lurede en usagt stemning af, at den danske popprins havde fundet sin tronfølger. 

Til slut kom de tre sange, alle ventede på: ’Noget si’r mig’ – lidt skuffende uden Kundo. ’Hej’, der med en kæk dørspion-video af Farlov i en opgang fik salen til at eksplodere. Og megahittet ’Alt det’ med en usædvanligt begejstret og smågrinende Noah Carter. 

Det føltes oprigtigt og hjertevarmt, og passende sluttede Farlov med et shout-out til Citybois-makkeren Anthon Edwards.

Sejren var i hus. TF proklamerede, at han var kommet for at underholde, og det gjorde han. Få i dansk musik kan sætte ild til et publikum, som han kan.


Kort sagt:
Thor Farlov var i hopla i K.B, Hallen, og da han enkelte gange var ved at tabe publikum og pusten lidt, skruede han bare en tak op for sin usvigelige charme og kørte sikkert festen i hus med sine kæmpehits.

Thor Farlov i K.B. Hallen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)
Thor Farlov i K.B. Hallen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)
Thor Farlov i K.B. Hallen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)
Thor Farlov i K.B. Hallen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)
Thor Farlov i K.B. Hallen. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)
Thor Farlov. Koncert. K.B. Hallen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af