Forelskede Kali Uchis er ligesom alle os andre: Længselsfuld, lidenskabelig og en lille smule patetisk

Forelskede Kali Uchis er ligesom alle os andre: Længselsfuld, lidenskabelig og en lille smule patetisk
Kali Uchis. (Foto: Amaury Nessaibia)

ALBUM. Der er sørget for baggrundsmusikken til din sommerforelskelse med Kali Uchis’ femte album, ’Sincerely,’, som er fuld af bløde, begærende sange. Albummet starter bogstaveligt talt ud på en lyserød sky med sangen ’Heaven Is a Home…’, hvor Uchis med sin engleagtige stemme erklærer over for sin elskede, at »heaven is a home, wherever I’m with you«.

Sangen åbner med et kort violinspil, der bidrager til den himmelske fornemmelse, inden Uchis blidt begynder sin skønsang. Hendes stemme er intim, ligesom den diskrete guitar, der stille akkompagnerer de næsten hviskende vers, inden der bliver skruet op for stemmelejet i nummerets omkvæd, der får selskab af en forsigtig tromme og mildt klaverspil.

’Heaven Is a Home…’ sætter stemningen for resten af albummet, der i både lyd og tekst gengiver de forskelligartede følelser, som kærligheden bringer med sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hele vejen igennem er det r’n’b-stjernens fløjlsbløde stemme, der dirigerer de få instrumenter, som albummet gør brug af. Lyden er øm, inderlig og bliver nærmest euforiserende, når Uchis skruer op for synthesizere og elektronisk klaverer. Den rå stemme og de få instrumenter skaber et intimt rum, som vi lyttere er heldige at blive inviteret med ind i.

Kali Uchis danner privat par med den amerikanske rapper Don Toliver, som vi derfor må gå ud fra, at den 50 minutter lange serenade er skrevet til. Og det er ikke beskedne ord, som bliver brugt til at beskrive rapperen, der også afbildes som en engel, der beskytter Uchis under sine vinger i ’Angels All Around Me…’. 

Det omtalte nummer står ud som næsten spirituelt, hvor kærligheden med tekst og lyd bliver beskrevet som en opløftende kraft. Sangen drager også fordel af et baggrundskor, som skaber en flerstemmig gospellyd, der passer med tekstens religiøse budskab, når Uchis gentager »let us pray«.

Kærlighedens kraft er transformerende og er et kollektivt anliggende, som kan gøre os bedre mennesker, må vi forstå. Men som vi alle ved, følger der en usikkerhed med forelskelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Usikkerheden dukker langsomt op i løbet af albummets 14 sange, akkurat som den langsomt kommer snigende i forelskelsens første fase. I sangen ’Territorial’ lader Kali Uchis usikkerheden få frit løb og indrømmer, at hun »get reckless, I can’t help it, I get territorial«, ligesom hun tør sige de destruktive tanker højt i sangen ’Fall Apart,’:

»Do you love me even when I get difficult? Do you love me even when I’m down and out? Do you love me even when I’m not prettiest?«. Alt sammen spørgsmål, som jeg personligt kan genkende følger med i selv de mest kærlighedsfulde relationer.

Selv på sangene om de uskønne følelser ændrer lyden ikke udtryk, men forbliver blød og simpel. Måske netop for at understrege, at usikkerheden ikke er mere farlig end de andre følelser, som kærligheden har med sig?

Sårbarheden klæder albummet, og Uchis’ erkendelse af kærlighedens også uskønne sider gør ’Sincerely,’ oplagt at genlytte, når sommerforelskelsen bliver vintersvær.


Kort sagt:
Kali Uchis’ ’Sincerely,’ er en øm og sårbar hyldest til kærligheden, som også er et lyt værd, selvom du ikke er forelsket i øjeblikket.

Kali Uchis. 'Sincerely,'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af