Efter Icekiid sidste år erklærede, at der var »overtal med punani herinde«, kunne man godt blive nervøs for, hvad en sang ved navn ‘Katte’ af ham og Artigeardit mon ville gå ud på. Ville de mon gå Suspekt-planken ud?
‘Katte’ har dog sin titel fra en noget mere uskyldig kontekst. Det er nemlig et spil over ordlyden på den tilbagevendende linje »Ka’ det være rigtigt?«, som Ardit indleder sit vers med, og som Icekiid synger på repeat i omkvædet.
‘Katte’ er en sommerlig festsang, der lyder som skabt til, når der går allermest party-stemning i den på diverse festivalcamps – og det er da næppe tilfældigt, at den udkommer lige op til Roskilde Festival.
Tør man krydse fingre for, at Icekiid kommer forbi til Ardits Orange Scene-koncert for at spille den – også selvom ‘Katte’ ret beset har Ice som hovedkunstner og Ardit som gæst?
‘Katte’ er produceret af Rob&Jenne, der ikke tidligere har produceret for Icekiid, men som her matcher hans energi med et varmt amapiano-beat, hvor rapperen lyder ganske hjemmevant.
Rob&Jenne har arbejdet sammen med Artigeardit før, men det har ikke tidligere været på deciderede festnumre. Nævneværdige Ardit-credits for producerduoen tæller sangene ‘Gothersgade’, Lamin-samarbejdet ‘Sorte pletter’ og dette års ‘Til stede’, hvor både Lamin og Mas kigger forbi.
Det er femte gang, Artigeardit og Icekiid laver et nummer sammen. I 2017 lavede de sangene ‘Brandvarm’ og ‘Ik for børn’, og i 2023 dukkede Icekiid op på sangen ‘Xoxo’ fra Artigeardit og Lamins fællesalbum ‘Nu hvor vi er her’. Duoens mest succesfulde fællesnummer til dato må være ‘Jumeirah’ fra sidste år, hvor parret ligeledes arbejdede over en amapiano-produktion.
Hør ‘Katte’ herunder.
