Kanye West er som bekendt ikke bleg for at komme med kontroversielle ytringer – både ved siden af og i sin musik.
Nu melder Complex, at han har udgivet en ep sammen med King Combs – søn af den voldtægtsanklagede hiphopmogul Diddy, der i øjeblikket er midt i en retssag, hvor han anklages for blandt andet menneskehandel, tvungent arbejde og prostitution, kidnapning og transport mellem stater for at facilitere prostitution.
‘Never Stop’ er titlen på ep’en, hvor Kanye West har ageret producer og medsangskriver på samtlige seks sange. Han er også gæsterapper på numrene ‘People Like Me’ og ‘Lonely Roads’.
På sidstnævnte medvirker desuden Kanyes datter North West og Diddy, foruden r’n’b-artisten Jaas. North Wests optræden på sangen har tidligere været kilde til en offentlig konflikt mellem Kanye og moren Kim Kardashian, som kontrollerer rettighederne til datterens navn, indtil hun bliver myndig.
Ikke overraskende kommenterer King Combs de mange alvorlige anklager mod sin berygtede far. På nummeret med den sigende titel ‘Diddy Free’ rapper han for eksempel: »Fuck the world, critics, and the witness / Face clean, they tryna dirt the image«.
Det kan også være, sangteksten referer til King Combs selv. Sidste år blev rapperen, der i virkeligheden hedder Christian til fornavn, nemlig sagsøgt for seksuelt overgreb, overfald, vold og forsætlig følelsesmæssig skade af kvinden Grace O’Marcaigh. Han nægter sig skyldig i anklagerne.