Svært ved at finde rundt i det store Distortion-program? Vi kommer dig til undsætning!

Vi guider til 2025-udgaven af Københavns mest uregerlige festival.
Svært ved at finde rundt i det store Distortion-program? Vi kommer dig til undsætning!
Publikum til Distortion X Nørrebro. (Foto: Dejan Obretkovic/Soundvenue)

Hvis du aldrig har deltaget i Distortion før, kan det virke lidt uoverskueligt.

Det skyldes, at Distortion ikke fungerer som de fleste andre festivaler. Nogle arrangementer er gratis, mens andre foregår på dedikerede festivalpladser, som kræver entré. Og nogle helt andre foregår på natklubber, som du kan købe billet til ligesom enhver anden aften – men du kan også købe et Festival Pass, der gør, at du kan komme gratis ind på alle klubberne.

Det bliver lidt lettere at danne et Distortion-overblik, hvis man ikke tænker det som én samlet festival, men som ni lettere overlappende arrangementer og eventserier: Distortion X, Backyard Party at the French Embassy, Opening Ceremony, Distortion Club, Nørrebro Street Party, Havnefest, Distortion Ø, Afterparty og Closing Set. Nogle af disse er gratis. Andre kan du købe dig adgang til. Og med et Distortion Festival Pass har du adgang til (næsten) det hele – Festival Passes er dog i skrivende stund udsolgt.

Distortions Nørrebro Street Party. (Foto: Klara Løkke/Soundvenue)

Okay, men hvad betyder de forskellige eventnavne?

Distortion X er navnet på to begivenheder, der 4. og 5. juni forvandler henholdsvis Rådhuspladsen og området omkring Den Røde Plads på Nørrebro til festivalpladser. Man kan få adgang til dette enten via Distortion X-endagsbilletter eller via førnævnte Distortion Festival Pass.

Backyard Party at the French Embassy foregår på den franske ambassade på Kongens Nytorv, og der kan udelukkende skaffes adgang via særskilte billetter. Her giver Festival Passes ikke adgang.

Opening Ceremony er en gratis åbningsfest på Kongens Nyorv 4. juni. Hele molevitten vil blive transmitteret til lokale bilradioer, så man kan høre live-mixtapet, som Distortion selv kalder det.

Distortion Club foregår i nattetimerne 4.-6. og 8. juni på tværs af diverse københavnske natklubber. Her kan man enten komme ind ved at betale normal entré (akkurat som hvis Distortion ikke var i gang) eller komme frit ind med et Distortion Festival Pass.

Nørrebro Street Party foregår torsdag 5. juni fra 16.00-22.00 og er fuldkommen gratis. Nørrebro bliver fyldt med en lang række koncertevents og fester, som alle kan deltage frit i.

Havnefest er et tilsvarende gratis koncept, der blot i stedet afvikles 6. juni ved Refshaleøen, Knippelsbrogade 19 og Havnegade – og der vil være havnebusser, der kan transportere dig rundt fra de forskellige events, der udfoldes i tidsrummet 16.00-22.00.

Distortion Ø er – ligesom de to Distortion X-events – et område med en dedikeret festivalplads. 6. og 7. juni fyldes en plads på Refshaleøen op med elektronisk musik fra tidlig aften, og helt til morgenlyset bryder frem.

Afterparty er et hemmeligt event, der foregår i tidsrummet 06.00-12.00 om søndagen. Lokationen er hemmelig, men rygtet siger, at hvis man deltager i Distortion Ø-festlighederne helt til det slutter, kan man måske ende med at finde ud af, hvor det foregår.

Closing Set er en afsluttende fest for de mest udholdende. Det foregår på Københavns Gokartbane fra 18.00-22.00 søndag 8. juni og er gratis.

Styr på det hele? Så kan vi dykke lidt dybere ned i, hvad programmet har at byde på de forskellige dage.

Elsked på Roskilde Festival. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Onsdag 4. juni

Onsdagens festligheder starter kl. 16.00 med Distortion X Rådhuspladsen, hvor der er elektronisk musik i lange baner. Årets Rådhuspladsen-arrangement er co-hosted af det musikkollektivet CPH Deep og den eventserien Gravity, mens lineuppet er præsenteret af TooManyLeftHands.

Lineuppet til Distortion X Rådhuspladsen tæller danske favoritter som Elsked, TooManyLefthands og Fedty samt to store internationale satsninger i form af amerikanske Honeyluv og den ‘Move’-hittende tysker Adam Port fra kollektivet Keinemusik. Festen varer helt til midnat for alle med billet.

Hvis du i stedet vil feste mere intimt, kan du tage til Kongens Nytorv, hvor den franske ambassade fra 18.00-21.00 åbner for Backyard Party at the French Embassy, hvilket omfatter en toretters menu, et glas vin og et sæt med den fransk-danske dj Elliott Plesner.

Kl. 20.00 går en anden Kongens Nytorv-fest i gang, nemlig den gratis Opening Ceremony, hvor seks kunstnere bliver transmitteret til lokale bilradioer via FM 88,4 Mhz. Lineuppet byder på internationale Kabeaushé, Fantastic Twins og Tapan samt de danske navne Lucie Cure, Debbie Sings og Thorbjørn (kendt som frontperson i Smag På Dig Selv).

Kl. 23.00 starter nattens første Distortion Club-events. På Hive præsenterer Gravity og CPH Deep et Distortion X-afterparty, hvor den spanske house-duo Mambo Brothers er i spidsen. Tager man i stedet på Module, er nattens headliner ukrainske Alis. Begge Club-events varer helt til den lyse morgen.

Den Sorte Skole i Det Kongelige Teater, Gamle Scene. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Torsdag 5. juni

Torsdag er det relativt let at finde gratis underholdning. Der er over 50 gratis events placeret rundt omkring på Nørrebro Street Party fra kl. 16.00-22.00. Du får en fuld oversigt her, men lad os fremhæve et par highlights.

Blandt andet bliver festen åbnet kl. 16.00 præcis med Sprød Distortion på Dronning Louises Bro. Det indledende dj-set leveres af Den Sorte Skole, og derefter står den på Jonas Visti, Enterthevoigt og slutteligt en overraskelse.

Ved Hellig Kors Kirke kan man tage til Queer Distortion med blandt andre Betty B, Gæo og Bambi Milan. Samtidig byder Rantzausgade på fest med One Seven Music og Yo Johnny, hvor lineuppet tæller Prom Night, Holdo, Bonjour Papa – og naturligvis Yo Johnny selv.

I Folkets Park er der Block Party med de tyske dj’s Mischluft og Sedef Adasï samt danske Pai-Lin. Punkbandet Users giver koncert i en wrestling-ring til Nørrebro Smackdown, efter der har været live-wrestling forinden.

The Mudhoney har et lineup sammensat af pladeselsskabet Crunchy Frog og spillestedet Rust – her spiller blandt andre 100%Wet og Debbie Sings. Den internationalt hypede dj-trio Tripolism giver årets eneste danske sommerkoncert på Birkegade 25.

Nørrebro-gadefesterne byder også på en række langbordsmiddage – disse er blandt de få ting, som et Distortion Festival Pass ikke giver adgang til, og som man er nødt til at købe særskilt billet til.

Udover de musikalske indslag vil der være både dansekonkurrence, slå-smut-mesterskab, HundeDistortion bare for at fremhæve en række af de oplevelser, Nørrebro Street Party byder på hinsides musikken.

Barselona til Soundvenue LIVE på Spot Fesetival. (Foto: Mathias Bak Larsen/Soundvenue)

Har man billet til det ellers udsolgte Distortion X Nørrebro, kan man i tidsrummet 16.00-23.00 også feste på Den Røde Plads, Palæstinas Plads og Nørrebro Skate Park, hvor tre scener byder på hvert deres lineup.

På Red Bull Stage kan man særligt opleve hiphopsværvægtere såsom Lamin, Sivas og Anton Westerlin samt nyere rappere Faza, Ozzy og Zuloo.

Samtidig har Soundvenue sin egen scene, hvor Barselona headliner, mens aftenen derudover byder på Alice Ai, Dos Santos, Wicky og Cevil. Mellem koncerterne vil der være dj-set fra Debbie Sings, DJ Lilli og DJ Nap.

Er man mere i elektronisk humør, byder Distortion X Nørrebro også på en boksering-scene, hvor supergruppen TRE (TooManyLeftHands, Rune Rask og Emil Lange) står i spidsen for et lineup, der udover dem selv tæller blandt andre Nonsens og Schaarup.

Allerede inden gadefesterne slutter, vil torsdag byde på weekendens mest tætpakkede Distortion Club-program. Jolene headlines af rumænske Iøna, mens Søpavillonen fyrer op for en Queer Distortion Afterburner med den dansk-amerikanske duo Boys Holding Hands i spidsen.

Rust spiller engelske Badger, mens Sigurd byder på et lineup med blandt andre amerikanske Sonia Sol. Hovednavnet på Culture Box er den brasilianske techno-darling Wehbba, og der er dybt erfaren techhouse på Den Anden Side, når tyske Kollektiv Turmstrasse kigger forbi.

Module lukker op for tyrkiske Sezer Uysal, og Pumpehuset fyrer op for discokuglen til tonerne af franske Breakbot & Irfane.

Harty på O Days. (Foto: O Days/Henry Baker)

Fredag 6. juni

Der er stadig godt med gratis arrangementer om fredagen i tidsrummet 16.00-22.00. På tværs af Refshaleøen, Knippelsbrogade 19 og Havnegade er der nemlig 15 gratis Havnefest-events.

Soho House Copenhagen byder på et internationalt dj-program med Jimi Jules, Meera, Chris Gunstone og Onoma. Ved Reffen Street Food vil der være Silent Disco med blandt andre Emma Lincoln og Jonas Tuk. Pleasure Control holder vandfest med navne som Gavnlig, Hakeem og Lucky Lube ved Sønder Hoved.

Sønder Hoved er også stedet, du skal befinde dig, hvis du vil feste til afrobeats, amapiano og afrohouse, når der er Sort Distortion med navne som Unlocked Crew og CarlloYaBoy. Og når Unravel og Module inviterer de internationale dj-stjerner Sezer Uysal og Konfusia forbi.

Daily Dak fejrer 10-årsjubilæum med psytrance i lange baner, også ved Sønder Hoved, og dj-kometen Harty fyrer op for musik i havnebusserne, der transporterer festglade mennesker rundt mellem begivenhederne. Udover musikken vil der blandt andet være DM i Maveplask, en interaktiv udstilling om hjertesorg og selvfølgelig rig mulighed for at bade i havnen.

Du kan udforske hele det gratis Havnefest-program HER.

Kl. 18.00 begynder Distortion Ø på Refshaleøen for alle billethavere (der er i skrivende stund stadig endagsbilletter til salg). Om fredagen bliver de seks scener befolket af blandt andre Clara Cuvé, Funk Tribu, Marlson Hoffstadt og Axel Boman, og festen varer helt til kl. 04.00.

Distortion Club-lineuppet fortsætter fra kl. 21.00. Culture Box headlines denne aften af tyske Aera, mens Groove Marathon og Slumjuice inviterer til en aften på Den Anden Side, hvor spanske Ikari fører an.

Tager man i stedet på Module, er hovednavnet tyske Sophie Van Hayden. Jolene har samme aften et B2B-show med Tea og Dgeral præsenteret af Local Circuit, og hvis man tager på Sigurd, kan man opleve blandt andre Felix SK og Jacob Tams.

Peggy Gou på Syd for Solen. (Foto: Mathias Bak Larsen)

Lørdag 7. juni

Lørdag er den letteste Distortion-dag at give dig et overblik over. Det eneste, der foregår, er nemlig den anden Distortion Ø-dag. Her er navne som Peggy Gou, Alignment, Adam Ten, Mita Gami og Bad Boombox på programmet, og du får overblikket over hele lørdagen her.

Søndag 8. juni

Søndagsprogrammet starter allerede kl. 06.00, hvor det sagnomspundne Afterparty finder sted. Men man skal som sagt nok feste til de allerseneste nattetimer på Distortion Ø for at finde ud af, hvor det foregår, så vi kan ikke sige meget andet nu, end at det kommer til at være gratis.

Kl. 18.00-22.00 om søndagen er der paradoksalt nok en fest efter det nævnte afterparty. Serbiske Vladimir Ivkovic spiller op på Københavns Gokartbane.

Hvis man stadig har energi tilbage i kroppen (og ikke skal på arbejde mandag), har Distortion Club et sidste event i ærmet: Nemlig på Den Anden Side, hvor Anastasia Kristensen spiller hele natten (!). Det starter midnat, og det varer til den lyse mandag morgen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af