Roskilde Festival: Damon Albarns Africa Express druknede i gøglet anarki og lalleglad begejstring

KONCERT. Africa Express er en institution på Roskilde Festival. Men måske er det værd at overveje, om det mellemfolkelige musikprojekts kuratering af ikke-vestlig musik har brug for en opstrammer.

Visionen om at støtte ikke-vestlige musikere ved kulturudveksling frem for at samle penge ind til dem er grundlæggende helt rigtig.

Men vil man i koncertsammenhæng bygge bro mellem forskellige verdensdeles musikkulturer, skal publikum også klædes minimalt på, hvis ikke det skal ende som en omgang ’vi-hører-musik-fra-fremmede-lande’, der er glemt fem minutter efter, at showet er klinget ud.

To minutter før koncerten på Orange Scene startede, blev der lynhurtigt liret 20-30 musikernavne af på bagsceneskærmen – så måtte man som koncertgænger selv forsøge at identificere dem efterfølgende.

Det er cool, at Africa Express’ koncept er løst, jammende og orienteret omkring mødet mellem musikere.

Men når ingen guider publikum – heller ikke festivalens interkontinentale hyggeonkel, Damon Albarn, der så ud til at hygge sig mægtigt bag solbriller, melodica og klaver – bliver helhedsoplevelsen trods de ædle intentioner overfladisk.

I næste uge udkommer albummet ‘Africa Express Presents… Bahidorá’, der er indspillet i Mexico med lokale musikere. Det prægede naturligvis også koncerten og gjorde mylderet af musikere massivt, og nogle stod mere ud end andre.

Blæserkvartetten Los Pream leverede en tungt bouncende bund på flere numre. La bruja de Texcoco ejede scenen med sin violin og storblomstrede kjole, mens Luisa Almaguer stod for koncertens dybeste og smukkeste vokalpræsentation, i særdeleshed på den længselsfulde ballade ‘Soledad’ fra det kommende album.

På samme vis var ghanesiske M.anifest en bundsolid mikrofonkontrollør, maliske Abou Diarra udførte mirakler på sin n’goni, og hans landsmand og koncertens nestor, Baba Sissoko, styrede pitten med sin stærke vokal og smittende energi. Alle disse musikere havde fortjent mere spotlys – eller bare en minimal introduktion.

Det var forrygende i momenter at opleve de forbindelser, der opstod, når musikere, der til daglig befinder sig på hvert sit kontinent, skabte samhørighed gennem musikken.

Men disse øjeblikke druknede desværre ofte i gøglet anarki og lalleglad begejstring, hvor man som publikum fik fornemmelsen af, at de optrædende havde det sjovere end én selv. 

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.