King Gizzard & the Lizard Wizard fjerner al deres musik fra Spotify: »Fuck Spotify«

King Gizzard & the Lizard Wizard fjerner al deres musik fra Spotify: »Fuck Spotify«
Spotify-ejer Daniel Ek. (Foto: Ilya S. Savenok/Getty Images for Spotify)

Hele 27 udgivelser af det populære australske syrerockband King Gizzard & the Lizard Wizard bliver på deres eget initiativ fjernet fra Spotify, skriver NME.

Bandet, der har over 1,5 millioner månedlige lyttere på platformen, annoncerede til at starte med på Instagram, at deres nye opsamlingsalbum med demoer er »ude alle steder undtagen Spotify (fuck Spotify)«.

De tilføjede, at man er velkommen til at anskaffe sig musikken på ulovlig vis, hvis man vil det.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Senere forklarede gruppen årsagen bag boykottet.

»Hej venner. En besked til dem, der ikke ved det: Spotify-direktør Daniel Ek investerer millioner i militær AI-droneteknologi. Vi har lige fjernet vores musik fra platformen«, skrev King Gizzard i en Instagram-story.

Tilbage i 2020 var bandet også med i en Spotify-kritisk underskriftsindsamling, hvor de sammen med 4000 andre musikere og branchefolk protesterede mod en anden sag: musiktjenestens underbetaling af kunstnere.

»Musikarbejdere skaber al den enorme rigdom, som Spotify ophober til sin CEO, sine investorer og de store pladeselskaber«, lød det i kampagnen. »Men vi kunstnere bliver underbetalt, vildledt og udnyttet af virksomheden. Mens Spotifys værdi stiger, har vi ikke set nogen stigning i vores streaming-udbetaling«.

Tidligere i år har det amerikanske indierockband Xiu Xiu og den københavnske punktrio Slim0 også valgt at boykotte Spotify og trække deres musik tilbage fra platformen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af