Miley Cyrus er i år aktuel med den ambitiøse rockopera ‘Something Beautiful’. Det kunne dårligt være længere fra sangerens rødder som stjerne i Disney Channel-serien ‘Hannah Montana’, men det betyder ikke, at Cyrus har glemt, hvor det hele startede.
I et nyt interview med den amerikanske radiokanal SiriusXM afslører Cyrus, at hun har i sinde at fejre det kommende 20-års jubilæum – eller »Hannahversary«, som hun selv siger det – med manér: »Jeg vil designe noget helt, helt særligt for det«, siger hun. For det var virkelig begyndelsen på alt det, der nu sidder her i dag. Uden Hannah ville jeg ikke rigtig være blevet den, jeg er«.
I interviewet reflekterer Cyrus yderligere over, hvor langt hun er kommet siden ‘Hannah Montana’-dagene: »Det er så skørt at tænke på, at jeg startede som en karakter, som jeg troede, det var umuligt at kaste af mig. Og når jeg nu går ind i et rum, bliver det i stedet kigget på som noget nostalgisk fra barndommen, og jeg er personligt blevet integreret lige så godt ind i alles liv, som selve karakteren var. Så det er spændende at skulle fejre det«.
Cyrus afslører ingen mere konkrete planer for, hvad fejringen kommer til at gå ud på. Men måske vi bliver klogere, når vi nærmer os jubilæet til marts. Se interviewet herunder.
