Nine Inch Nails sendte Roskilde Festival i gulvet med en musikalsk kæberasler

KONCERT. Hold nu op, en musikalsk kæberasler Nine Inch Nails leverede i de døende timer af Roskilde Festival.

Et frontalangreb af lys, lyd og rå vred verdenslede, der kunne mærkes ind i hver en knogle i publikums trætte festivalkroppe.

»Nothing can stop me now«, sang Trent Reznor som en sleazy dommedags-crooner på ‘Piggy’ kort inde i koncerten. En slags selvopfyldende profeti eller mission statement for en koncert, der allerede var startet som et knytnæveslag med en tretrinsraket af ‘The Beginning of The End’, ‘Wish’ og en frådende ‘March of the Pigs’.

Efterfulgt af en dommedagstung udgave af ‘Reptile’, der hamrede teltet i knæ, inden der i kor blev skreget »God is dead / and no one cares« på ‘Heresy’.

For lige så veloplagte Trent Reznor og hans velsmurte industrimaskine af et band var, lige så klar var publikum til at give sig hen til mørket med fællessang, råb og moshpit-lignende tilstande i den tætpakkede pit foran scenen.

»Bow down to the one you serve«, lød det på aftenens næstsidste sang ‘Head like a Hole’, og sent lørdag aften tjente vi alle sammen Nine Inch Nails i en grad, så hver en løftet arm eller opfordring til taktfaste klap fra Trent Reznor blev prompte efterlevet.

Man kunne simpelthen ikke andet end bøje sig i støvet for den magtdemonstration, bandet lagde for dagen. Det hele blev i øvrigt serveret råt for usødet uden unødvendigt lange taler til publikum mellem numrene.

Mest bemærkelsesværdigt var det, da Reznor efter et fremragende cover af David Bowies ‘I’m Afraid of Americans’ dedikerede ‘The Perfect Drug’ fra ’Lost Highway’-soundtracket til »another great David … Lynch«. En af mange sange, der viste bandets spændvidde med et smadret drum’n’bass-techno-breakdown fra Atticus Ross og trommeslager Ilan Rubin.

Inden sangens skrøbelige sidste linjer »without you everything falls apart« antog ny betydning med dedikationen til den nyligt afdøde filmskaber i baghovedet.

Til sidst fik vi selvfølgelig ‘Hurt’, hvor et helt telt stemte i smuk fællessang på det smerteligt triumferende og gåsehudsfremkaldende omkvæd. Et kort glimt af noget håbefuldt, inden Trent Reznor både symbolsk og bogstaveligt talt fortrak sig ind i mørket igen.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.