Fremadstormende Wicky og Merro8 får nye sider frem i hinanden på ‘K Flow’

Fremadstormende Wicky og Merro8 får nye sider frem i hinanden på ‘K Flow’
Wicky og Merro8. (Foto: VisualbyCarl)

SINGLE. Der sker noget fascinerende i mødet mellem Merro8 og Wicky, to fremadstormende rappere, der rent stilistisk befinder sig på hver sin fløj.

Merro8’s store force er de ultramelodiske omkvæd, hvor han med et sødmefuldt, autotunet croon får lov til at smyge sig agilt omkring beats, der flirter med alt fra blåtonet trap-melankoli til insisterende afrobeat-energi.

Tidligere i år udgav han den amapiano-klingende ’Nale’, som også findes i en akustisk udgave akkompagneret af en guitar. 

Jeg tror aldrig, Wicky har været i nærheden af en akustisk guitar.

Som Danmarks måske førende eksponent for rage rappens udsyrede brutalisme dyrker han et iskoldt sci-fi-univers, hvor beatene er rå og kantede, og vokalen er omgivet af tåge.

Det var svært at forestille sig, hvordan et samarbejde mellem disse vidt forskellige kunstnere ville lyde, men ’K Flow’ er en så afbalanceret middelvej mellem de to, at selv Guldlok nok ville være tilfreds. Hverken for varmt eller for koldt og alt det der.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Med sit hårdtslående beat og sin forvrængede, mørke synth-bas – der hypnotiserende snor sig om sig selv og lyder som en bid fra et videospil-soundtrack afspillet på en totalskadet ghettoblaster – hører produktionen umiskendeligt til i Wickys univers.

Men så er der de umanerligt iørefaldende melodier, der endnu en gang viser, hvilken stærk popsmed Merro8 er, og som får det allerbedste frem i begge kunstneres vokaler.

Og som – ej at forglemme – har gjort, at dette knaldgode spørgsmål fuldkommen utrætteligt bliver centrifugeret rundt i mit hoved: »Ser på TikTok, hvor de danser / Hvordan kan de være seriøse?«.

Jeg ved det sgu heller ikke, Merro.

Til gengæld ved jeg, at ’K Flow’ er en uimodståelig perle af en trap-banger, hvor både Merro8 og Wicky – ved at krydse over på hinandens banehalvdel – får nye, spændende sider frem i hinanden.

Merro8 feat. Wicky. 'K Flow'. Single. Immobiliare/Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af