Rihanna og ASAP Rockys tredje barn er kommet til verden, skriver Complex.
Mens Rocky på sociale medier har travlt med at promovere et nyt samarbejde med Moncler, har Rihanna helliget sig dokumentation af familieforøgelsen på sin Instagram-profil.
I et nyt opslag ser vi popstjernen holde den lille ny. I caption afslører hun, at datteren blev født 13. september og har fået navnet Rocki Irish Mayers.
Parret har allerede sønnerne RZA Athelson Mayers og Riot Rose Mayers, som blev født i henholdsvis 2022 og 2023.
I mellemtiden har ingen af de to musikstjerner, til deres fans’ ærgrelse, været nær så produktive på albumfronten.
Rihanna har som bekendt ikke udgivet et album siden ‘Anti’ fra 2016, og ASAP Rocky udskød sidste år ‘Don’t Be Dumb’, den længe ventede albumopfølger til ‘Testing’ fra 2018, på ubestemt tid.
De har dog begge været filmaktuelle i år. Rihanna leverede i sommers sangen ‘Friend of Mine’ til animationsfilmen om ‘Smølferne’, og inden da spillede ASAP Rocky en bærende rolle i Spike Lees nye film ‘Highest 2 Lowest’. Rapperen bidrog ligeledes til filmsoundtracket med de to nye sange ‘Both Eyes Closed’ og ‘Trunks’.
