Selina Gin leverer en udstrakt langfinger til den danske musikindustri på ’I Memorize Your Face, ’Cause It Changes All the Time’

ALBUM. Selina Gin er blevet 30. Hun er flyttet på landet. Hun har fået et barn.
Det er tapetet for ’I Memorize Your Face, ’Cause It Changes All the Time’. Det er en form for coming of age-fortælling, bare 10-20 år senere i livet, end de flest andre fortællinger af samme art finder sted. Gin deler ud af følelser og betragtninger, som alle kommer på baggrund af hendes nye hverdag, lokation og familiemedlem.
Ikke fordi Selina Gin nogensinde har være den allerstørste reklamesøjle for synthesizere, men albummet her lyder et nøk mere i retningen af landlig idyl end de tidligere udspil fra hendes hånd. Der er plads til en analog synthesizer i ny og næ – det er trods alt Søren Buhl Lassen, der har produceret pladen i samarbejde med Gin – men det lyder af træ og småforvrænget vokalproduktion. Lidt ligesom en støvet vinyl fra 70’erne.
Lyrisk skifter Gin i løbet af pladen mellem primært to perspektiver: det korte lys og det lange lys. Det er nok i virkeligheden nærmere spejlet og helikopteren.

Oftest tager Gin udgangspunkt i sig selv og sine egne oplevelser. På numre som ’Your Holiday Plans Feel Like a Stab in the Back’ formår hun at komme med skarpskrevne linjer og relevante pointer om generationskløften, og hvad vi hver især gør for at passe på klimaet. Samtidig er der også et håb og en afvejning af, hvilken verden vi vil byde de næste generationer.
»I don’t know if you noticed / I will leave heartbroken / Can’t find love for my child in the words from your mouth«. Her bliver den større problematik gjort til en personlig tragedie. Et greb, der fungerer fremragende flere gange i løbet af albummet.
Anderledes lyrisk ineffektivt er det, når Gin går op i helikopteren. Gin har nogle budskaber, hun virkelig gerne vil ud med.
»I’m no economist, but / Maybe if we tax the rich / And equal pay for every gender there is / Then we could spend more time with the kids«, lyder det på den ellers fremragende ’Hurts Like a Mother’. På ’Binging RomComs’ er det »Call your friends, make a sign / Get organised, join the picket line«.
Gør nu noget!
Det er selvfølgelig ikke, fordi Gin ikke må bidrage til den offentlige debat. Det er bare brandærgerligt, at de generiske partiparoler nok bedre tilegnet en valgplakat ligger klos op ad de personlige fortællinger, der fungerer så godt, som de gør. Selina Gin lyder til tider en anelse gammelklog, når hun hiver den lille røde frem og stiller sig op på sæbekassen.
Med det ude af verden, må man anerkende, at der er nogle kæmpe højdepunkter på ’I Memorize Your Face, ’Cause It Changes All the Time’.
’Hey, Gatekeeper <3’ er en indierock-banger og udstrakt langfinger til hele musikindustrien og de gatekeepers, der ser ned på, at kvindelige artister får børn: »Take the attention / You want it more than me.« Av. ’Oh My Heart’ er en mere stille, nærmest country-esque kærlighedsballade, der lyder i nærheden af noget Dolly Parton, bare i mol. Bare for lige at nævne et par stykker.
Alt i alt er ’I Memorize Your Face, ’Cause It Changes All the Time’ en underholdende og medrivende lytteoplevelse – også selvom man til tider kunne ønske, at Selina Gin holdt fokus på sig selv.
Kort sagt:
På ’I Memorize Your Face, ’Cause It Changes All the Time’ leverer Selina Gin bundsolide coming of age-fortællinger om at fylde 30, stifte familie og flytte fra hovedstaden – og et par halvtrætte partiparoler om fagforeninger og topskat.