I november 2024 blev den populære K-popgruppe NewJeans slæbt i retten som del af et bittert opgør med pladeselskab Ador, som gruppen blandt andet har anklaget for manipulation og chikane.
Nu har en sydkoreansk domstol afgjort, at deres kontrakt forbliver gyldig indtil 2029, og at gruppen indtil da er tvunget til at leve op til deres forpligtigelser over for pladeselskabet. Det skriver BBC.
Gruppen, der blev formet i 2022, oplevede meteorisk succes i både Sydkorea, USA og Europa, før de pludselig befandt sig i voldsomme konflikter med deres pladeselskab.
Konflikten begyndte, da Adors moderselskab, Hybe – Sydkoreas største pladeselskab, som blandt andet udgiver BTS – beskyldte NewJeans’ manager og Adors CEO, Min Hee-jin, for i hemmelighed at have planer om at løsrive sig fra Hybe. Hun blev i den forbindelse fyret som både CEO og manager.
Efterfølgende anklagede NewJeans Ador og Hybe for at manipulere og undergrave deres karrierer, ligesom de nægtede at udgive ny musik, hvis ikke Min Hee-jin blev genansat som deres manager. Desuden beskyldte de pladeselskabet for at udsætte dem for chikane.
Herefter blev gruppen trukket i retten af Adors nye ledelse, der ville have en dommers ord for, at gruppen har pligt til at overholde deres forpligtigelser over for selskabet.
Efter domsfældelsen udtalte pladeselskabet, at de »håber, at dommen er en mulighed for kunstnerne til roligt at reflektere over deres handlinger«. Og at de glæder sig til snart at udgive mere musik med gruppen.
NewJeans har tilsyneladende planer om at anke dommen.
