Lizzo sagsøgt for Sydney Sweeney-sang

Lizzo sagsøgt for Sydney Sweeney-sang
Lizzo. (Foto: PR)

Tilbage i august ville Lizzo lave lidt sjov med Sydney Sweeneys kontroversielle og omdiskuterede jeansreklame for American Eagle, ligesom popkollega Doja Cat havde gjort det forinden.

Sætningen »Sydney Sweeney has great jeans« figurerer som bekendt i reklamen med ‘Euphoria’-stjernen som et spil på ordene genes og jeans. Samme ordspil benyttede Lizzo sig af i en unavngiven og ikke officielt udgivet sang, som hun delte en bid af i en video i august.

Iført fuldt denim-outfit rapper hun således sætningen »I got good jeans like I’m Sydney«, mens hun vasker en sportsvogn og twerker.

Nu får den spøgefulde video et juridisk efterspil, som dog ikke har noget med Sweeney at gøre. Lizzo er således netop blevet sagsøgt for krænkelse af ophavsretten af firmaet GRC Trust på grund af et musiksample, hun ikke har tilladelse til at bruge, skriver Stereogum.

Sangen om de gode jeans sampler nemlig nummeret ‘Win or Lose (We Tried)’ af soulartisten Sam Drees, som GRC Trust ejer rettighederne til.

Sagsøger skriver ifølge BBC i søgsmålet, at man forsøgte at løse striden uformelt, men at man er nået til en »blindgyde« og derfor nu går rettens vej. GRC Trust kræver økonomisk kompensation samt påbud mod yderligere distribution af Lizzo-sangen, som allerede er blevet fjernet fra hendes sociale medier.

Lizzos bagland udtrykker forundring over søgsmålet til BBC.

»Vi er overraskede over, at GRC Trust har anlagt denne sag«, udtaler en repræsentant. »For at være tydelig, så er sangen aldrig blevet udgivet kommercielt eller med indtjening, og der er ikke truffet nogen beslutning på nuværende tidspunkt vedrørende en fremtidig kommerciel udgivelse af sangen«.

Sagsøger mener omvendt, at Lizzo har »opnået profit« fra sangen, selvom den ikke har fået en officiel udgivelse.

Lyt til ‘Win or Lose (We Tried)’ herunder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af