Rosas virale debutsingle vækker opsigt: »Det er ikke en opfordring til at vende ryggen til verden«

24-årige Rosa debuterede i september med nummeret 'Skyklapper'- en sang med et noget opsigtsvækkende budskab om at afskærme sig fra verdens problemer. Vi tog en snak med hende om, hvilke tanker der ligger bag.
Rosas virale debutsingle vækker opsigt: »Det er ikke en opfordring til at vende ryggen til verden«
Rosa. (Foto: Klara Løkke)

INTERVIEW. Før Rosas debutsingle ‘Skyklapper’ officielt blev udgivet, havde den allerede fået et pulserende liv på TikTok og Instagram, hvor videoer til sangen tilsammen havde samlet over en million visninger.  

På overfladen er ‘Skyklapper’ en simpel, opløftende popsang, der passer perfekt til det våde efterårs post-summer-nostalgi.

Det er dog ikke kun sangens muntre tone, der er løbet med opmærksomheden. Sangen indeholder nemlig et noget utraditionelt budskab, der i bund og grund handler om at skærme sig selv fra verdens negativitet. 

Ved første lyt kan ‘Skyklapper’ lyde som en hyldest til den ufortyndede optimisme – en tilstand, hvor man kigger væk fra den politiske virkelighed, slukker for de ubehagelige nyheder og udskyder problemerne til en dag ude i den fjerne fremtid, for at smilet kan bevares. 

»Jeg tager skyklapper på, himlen er blå / Håbet er grønt, og det holder jeg på« og »Så længe jeg lever, og jorden er rund / Vil jeg holde mig for ørerne, når de siger, hvor skidt det går«, lyder det blandt andet i omkvædet. 

Præmissen for sangen har været genstand for mediebevågenhed. »Man kan spørge, om man svigter fællesskabet ved at melde sig ud«, udtalte en lektor i psykologi eksempelvis for nylig om sangen til TV 2.

Mange unge lader dog til at kunne spejle sig i budskabet. For dem ses ‘Skyklapper’ som en effektiv og optimistisk protestsang, der taler ind i den afmagt, man kan opleve i en verden præget af vold og politisk ustabilitet.

Vi stillede Rosa en række spørgsmål for at blive klogere på nummeret og dets lidt specielle budskab.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvilke tanker gik forud for ’Skyklapper’ og sangens budskab?  

»For mig handler sangen om at genfinde håbet. Jeg skrev ‘Skyklapper’, fordi jeg oplevede, hvordan nyheder, sociale medier og verdenskonflikter overskyggede meget af min glæde og taknemmelighed over det, jeg havde i min hverdag. Jeg havde brug for at skrive en sang, der også gav mig plads til at være til stede i nuet – med åbne øjne«.

»Jeg skrev den ikke som en flugt eller for at negligere verdens tilstand, men som en lille påmindelse til mig selv om, at jeg ikke nødvendigvis selv kan holde til at skulle forholde mig til alt hele tiden«.   

Der sker mange voldsomme ting i verden i øjeblikket. Hvorfor har du lavet en sang om at se væk fra det hele? 

»For mig handler ‘Skyklapper’ om overlevelse. Når alt omkring os føles tungt, har vi brug for et pusterum en gang i mellem – for ikke at brænde ud. Skyklapper er for mig en påmindelse om, at det er okay. Det er ikke en opfordring til at vende ryggen til verden, men vi kan ikke kæmpe for noget bedre, hvis vi mister håbet på, at det findes«.

Hvorfor tror du, at så mange unge mennesker kan spejle sig i sangens budskab? 

»Jeg kan se, at det ikke kun er unge mennesker som resonerer med sangen. Slet ikke kun unge – det tror folk åbenbart bare, fordi sangen er blevet populær på TikTok, haha«.  

»Jeg tror bare generelt, at vi som mennesker oplever en mere eller mindre konstant følelse af at skulle være i alarmberedskab. Vi får dårlige nyheder serveret døgnet rundt, samtidig med at vi prøver at finde vores egen vej i livet«. 

Hvad tænker du om den mere skeptiske respons, sangen og dens budskab har fået? 

»Jeg forstår godt, at nogen kan høre sangen som et udtryk for at ‘melde sig ud’. Men for mig betyder den faktisk det modsatte. Det er en ærlig refleksion over, hvordan det er at leve i en tid, hvor man føler, man skal være perfekt, politisk og miljøbevidst hele tiden«.

»Jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg ikke altid kan overskue det. Intentionen med ‘Skyklapper’ har været ren og med et ønske om at sprede håb og positiv energi. Jeg kan ikke stå på mål for, hvordan sangen fortolkes af andre«.  

Rosa. (Foto: Klara Løkke)

Svigter man ikke sit ansvar, hvis man lukker øjnene for den politiske virkelighed? 

»Det er et vigtigt spørgsmål, så tak for det. Jeg mener ikke, at jeg med ‘Skyklapper’ opfordrer til at lukke øjnene for den politiske virkelighed. Jeg mener heller ikke, at man svigter sit ansvar ved at mærke efter, være bevidst om og reagere på sine egne behov«.

»Hvis vi kun handler ud fra skyld, skam og stress, bliver vi hurtigt udmattede. ‘Skyklapper’ er en påmindelse om, at håb og mental ro også er vigtigt. For mig er det ansvarligt at passe på sit sind – det er det, der gør, at vi kan blive ved med at kæmpe for en bedre verden«.

Skal ’Skyklapper’ betragtes som en protestsang, en fredssang eller noget helt tredje? 

»For mig er ‘Skyklapper’ en fredssang, som handler om indre fred i en urolig tid, men det er selvfølgelig op til fri fortolkning. Jeg håber, den kan fungere som et kærligt skulderklap til alle, der prøver at holde fast i håbet og optimismen«.  

Kan vi forvente flere sange fra dig, der på samme måde blander sig i den offentlige debat? 

»Måske. Jeg skriver sange ud fra det, jeg mærker, og det, jeg observerer indeni og omkring mig. Det betyder, at nogle sange vil spejle samfundet, mens andre vil spejle mit indre liv. For mig hænger de to ting sammen.

»Jeg laver ikke musik for at lave ‘debatsange’, men jeg bestræber mig på, at være ærlig og autentisk. Så hvis mine sange sætter tanker i gang hos andre, og mine tekster rammer noget genkendeligt i den kollektive følelse af tiden, så er det nok bare, fordi jeg skriver om at være menneske«.

‘Skyklapper’ er ude nu.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af