ANBEFALING. Der er noget kompromisløst over Jim Legxacy. James Olaloye fra Lewisham i det sydlige London er både rapper, sanger og producer – men mest af alt en stemme, der nægter at lade sig placere.
Den 26-årige bevæger sig ubesværet mellem det bløde og det barske, mellem følelse og attitude. Ét øjeblik leverer han et smooth vokalspor, det næste et skarpt rapvers – og ofte mødes de i samme åndedrag.
Til Equate Magazine har han fortalt, at han som barn drømte om alt fra at blive brandmand til grafisk designer, før musikken tog over. Det passer perfekt på ham – en rastløs sjæl, drevet af nysgerrighed. Den samme energi får ham i dag til at bygge broer mellem genrer og følelser, indtil det hele smelter sammen i noget, der kun kan beskrives som hans eget.
Jim Legxacys lyd udspringer af det sted, han kommer fra. I Lewisham, hvor grime, gospel, drill og afrobeat mødtes gennem væggene, begyndte han som teenager at eksperimentere med musik på sin computer. I dag er han signet til XL Recordings, har netop afsluttet en udsolgt turné i Storbritannien, og en nordamerikansk turné venter i november.
Jim Legxacy er allerede kendt som en af producerne bag Dave og Central Cees ’Sprinter’, et af 2023’s største hits i især UK. Men med sine egne projekter viser han, at hans talent rækker langt ud over kulissen.
Genrekaos med sjæl og klarhed
På sit debut-mixtape ’Citadel’ fra 2021 viste Jim Legxacy for første gang, at genrer for ham ikke er grænser, men byggesten. Det mørke, næsten klaustrofobiske projekt bevæger sig frit mellem drill, afrobeat og punkede guitartoner. Han rapper stenhårdt, men bryder pludselig ud i bløde, Frank Ocean-agtige vokaler som på ’Cold Lewisham Roses’.
Året efter, på mixtapet ’Homeless N**a Pop Music’ fra 2022, bliver lyden mere melodisk og følelsesdrevet. Drill møder r’n’b, pop og afrobeat i et varmere univers. På ’Eye Tell’ høres en tydelig caribisk rytme, mens hans bløde vokal glider ubesværet hen over beatet.
Den udvikling kulminerede i år på ’Black British Music (2025)’, hans første mixtape under XL Recordings, hvor afrobeat-trommer, emo-guitarer og caribiske rytmer smelter sammen til ét udtryk.
På ’Father’ rapper han over et bastungt sample-beat om at vokse op uden sin far, mens ’3x’ – med UK-rapstjernen Dave – blander akustisk guitar med caribiske trommer og tung bas. Hans lyd er et kredsløb mellem det digitale og det menneskelige. UK-rap, caribisk trap og eksperimenterende pop smelter sammen til noget flydende – musik, der hele tiden bevæger sig fremad, men aldrig glemmer, hvor den kommer fra.
Historien over hitlisterne
Selvom ’3x’ ligner sangen, der kan give Jim Legxacy sit store mainstream-gennembrud i UK, er han ikke er bange for at gå sine egne veje.
Efter ’Sprinter’ – megahittet, han var med til at forme – og sin gæsteoptræden på Daves nye album, ’The Boy Who Played the Harp’, er han trådt helt frem i lyset. Men hvor samarbejderne med Dave emmer af finesse og kontrol, er Legxacys egne projekter noget andet: De rummer fejl, følelser og frihed. Han synger skævt, producerer ujævnt og skubber til rammerne.
Som han har forklaret til Crack Magazine: »Jeg ved, jeg kunne lave den perfekte popsang lige nu, det ville være nemt. Men hvad er det sjove i det?«.
For Jim Legxacy handler det ikke om streaming, men om historier. »Jeg ser mit liv udspille sig som en fortælling, og jeg vil sikre mig, at jeg får den fortalt – jeg vil have, at folk bliver investeret«, sagde han i samme interview.
Netop derfor placerer Jim Legxacy sig et spændende sted i britisk musik. Hvor mange af hans samtidige jagter drillens aggression eller poppens perfektion, søger han efter det, der ligger midt imellem – eller helt udenfor. Han genfortolker den lyd, han selv er vokset op med, og bruger sin kulturarv til at skabe noget, der kun kan tilhøre ham.
Han samler mange af de lyde, der definerer UK lige nu – afrobeat, grime, drill og r’n’b – og vender dem til sit eget. En lyd, der føles både global og lokal. En lyd, der kan spilles i klubben og stadig ramme i hjertet.
Jim Legxacy er ikke bare endnu en stemme på UK-scenen. Her beviset på, hvad man kan opnå, når man nægter at lyde som alle andre.