De fleste musikere ser formentlig kunstig intelligens’ intog i musikbranchen som en trussel. Men den amerikanske hitmager Teddy Swims anser også AI som et nyttigt hjælpemiddel, han faktisk bruger, når han laver musik, skriver NME.
»Hvis man bruger det på den rigtige måde, synes jeg, det er et smukt værktøj«, sagde Swims til en nylig talk under South by Southwest Sydney.
Her forklarede han, at han bruger AI til at assistere med sangskrivning, når han eksempelvis er på turné.
»Det vi gør, er måske bare at tage en akustisk guitar og skrive melodien og teksten og bare få sangen færdig og uploade den og sige: ‘Okay, jeg vil høre denne sang som en country-sang’ eller ‘Jeg vil høre denne sang som en rock’n’roll-sang’«, lød det fra Swims.
»I stedet for at bruge tid på at reproducere noget igen og igen og igen på mange forskellige måder, som nogle gange kunne tage måneder, kan man få en idé om, hvordan noget ville være fuldt udviklet i denne stil«.
Swims afslørede også, at hans producer hjemme i Los Angeles var i stand til at ændre en sangtekst i en indspilning, mens han befandt sig i Australien.
»I stedet for at jeg tager i studiet og indspiller linjen 15 gange og bruger den tid og de penge og den indsats, så har han faktisk kunnet gå ind og bare ændre ordet«, forklarede han. »Og sådan en lille ting, synes jeg, at AI har været meget hjælpsom med«.
Til samme talk var Teddy Swims dog også godt klar over de mindre gode ting ved AI-musik. Han var ikke »super begejstret« over bølgen af komplet AI-genererede artister og heller ikke fan af »fjollede« AI-videoer, der forestillede ham selv.
Teddy Swims var i starten af året aktuel med albummet ‘I’ve Tried Everything but Therapy (Part 2)’.
