Det amerikanske rockband Geese oplever en enorm fremgang i disse tider, ikke mindst grundet bandets seneste album, ‘Getting Killed’, der er blevet storrost på et internationalt plan, og som Soundvenues Jens-Christian Dyhr gav fem stjerner.
Bandets karismatiske frontmand, Cameron Winter, har tilmed høstet ros for sit første soloalbum, ‘Heavy Metal’ fra 2024.
Winter er i øjeblikket på en nedbarberet pianoturné i USA, der i torsdags lagde vej forbi det legendariske koncertsted Carnegie Hall i New York City. Det skriver NME.
Og man må sige, at koncertgængerne fik sig noget af en overraskelse, da den 23-årige newyorker spillede en fortolkning af nummeret ‘Nina + Field of Cops’.
Her trådte nemlig ingen ringere end Paul Thomas Anderson ind på scenen med et 35mm Panavision-kamera for at filme den unge stjerne i aktion. Og med ham ved sin side? Benny Safdie.
Se klippet optaget af en koncertgænger herunder.
PTA er ingen fremmed, når det kommer til at filme musikalske stjerner, da han også har stået bag musikvideoer for blandt andre Haim, Radiohead og The Smile, mens instruktørens Netflix-musikfilm ‘Anima’ med Thom Yorke blev flot anmeldt af Soundvenue.
Det skal derfor blive spændende at se, om vi får en musikvideo eller måske en helt koncertfilm at se om Cameron Winters pianoturné i den nærme fremtid.
