Se den storladne og tårevædede trailer til Billie Eilish og James Camerons nye 3D-koncertfilm

Se den storladne og tårevædede trailer til Billie Eilish og James Camerons nye 3D-koncertfilm
James Cameron og Billie Eilish. (Foto: Henry Hwu)

»Ingen har skudt en koncertfilm i denne skala før«, siger James Cameron til Billie Eilish i starten af traileren til deres nye dokumentarfilm, der foreviger Eilish’ netop overståede verdensturné med albummet ‘Hit Me Hard and Soft’.

Den ambitiøse og tech-glade instruktør bag ‘Titanic’ og ‘Avatar’ har lagt i kakkelovnen til en storladen filmoplevelse med »teknologi, som ingen har brugt før«, præsenteret i 3D.

Foruden koncertoptagelser vil filmen også byde på backstage-optagelser, hvor Cameron bag kameraet interviewer popstjernen. I traileren kommer vi med i Eilish’ såkaldte hundehvalperum – et fast, afstressende tiltag på turnéen – og vi ser hende i tårer over at skulle undvære sin bror og samarbejdspartner Finneas for første gang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Eilish’ turné varede fra september 2024 til november 2025 og lagde tilbage i april vejen forbi Royal Arena til to koncerter. Soundvenues Rasmus Weirup roste i en femstjernet anmeldelse den »både rørende og ruskende optræden« af det 23-årige popfænomen.

‘Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D)’ får amerikansk biografpremiere 20. marts. Man kan forvente, at en koncertfilm af denne størrelsesorden også kommer i danske biografer omkring samme tidspunkt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af