Særligt ét øjeblik under Billie Eilishs Royal Arena-koncert glemmer jeg aldrig
KONCERT. Seks sange inde i den første af to udsolgte koncerter i Royal Arena satte Billie Eilish sig ned på gulvet og bad alle om at være stille.
Publikum havde ellers skreget uafbrudt i 20 minutter, og Eilish forsikrede da også alle, der måtte være bekymrede, om, at de snart ville få mulighed for at skrige igen: »Det er den eneste gang i aften, at jeg kommer til at bede jer om at være stille«, lovede hun.
I den (næsten) åndeløse stilhed, der fulgte, gav hun sig til med udsøgt præcision at loope sin stemme i seks-syv lag, indtil hun havde skabt en luksuriøs seng af vokalharmonier, der var så blød og altomsluttende, at den ville være prinsessen på ærten værdig, og som skulle vise sig at være det eneste akkompagnement til en intens udgave af det underspillede hit ’When the Party’s Over’.
Øjeblikket var et af aftenens allerstærkeste. Ikke blot fordi det var en påmindelse om, at en stor del af appellen ved Eilish er, at hun – kun ved brug af sin stemme – er i stand til at skabe en stemning af hermetisk lukket intimitet, som gør det muligt at sidde i et rum med 17.000 mennesker og alligevel føle, at hun synger direkte i éns eget øre.
Men også fordi det føltes som for en kort stund at blive taget med ind i det soveværelsesstudie, hvor Eilish sammen med sin bror Finneas har skabt nogle af de sidste 10 års mest distinkte popsange med ganske få virkemidler udover netop denne singulære stemme ordnet i sitrende, spektrale lag.
Da øjeblikket var slut, skreg publikum, som havde de ventet hele livet på at få lov til at skrige.
Jeg tror faktisk aldrig, jeg har hørt nogen skrige så højt, som den tilbedende masse af teenagere gjorde denne aften. Så højt, at mine trommehinder nærmest tiggede om nåde. Så højt, at det sommetider overdøvede hits som ’Lunch’, ’Bad Guy’ og gæsteverset på Charli XCX’s ’Guess’, der blev leveret med hele arenaen badet i et ’Brat’-grønt lysshow og med en bas så tung, at betonen skælvede.
To af de bedste øjeblikke var den pulserende, witch house-agtige ’NDA’ og det elektropoppede coda til ’L’Amour de Ma Vie’ – simpelthen fordi måden, Eilishs stemme i disse sange var sovset ind i autotune, forvandlede den til en slags musikalsk rambuk, der var i stand til at hamre igennem støjen fra publikum.
Det var overvældende – sommetider en smule komisk – men alligevel sært gribende at stå midt i dette inferno af ekstase. »Det er så specielt, det vi har sammen«, sagde Eilish på et tidspunkt til publikum. Det var man ikke det mindste i tvivl om.
For Eilish mødte publikum med en ekstremt generøs og kærlig tilstedeværelse. Hun var lidt som den seje, men ansvarlige storesøster, der lader lillesøster komme med til fest, men også sørger for at følge hende hjem igen, før det bliver alt for sent.
Det gjaldt ikke mindst, da hun introducerede den akustiske ’Your Power’ med rørende, velvalgte ord om at ville skabe et rum, hvor unge kvinder kan føle sig sikre. ’Your Power’ er ikke blot en af Eilishs bedste sange, men også et brutalt portræt af mænd, der udnytter unge piger seksuelt.
»And you swear you didn’t know / No wonder why you didn’t ask / She was sleeping in your clothes / But now she’s got to get to class / How dare you?«, sang Eilish, mens et ocean af teenagepiger skreg med på de sidste tre ord med en kraft, der gav mig gåsehud.
Jeg håber – og tror på – at vi kommer til at se en hel generation af unge kvinder, der er vokset op med at lytte til Billie Eilish, og som har styrken til at råbe de ord direkte i ansigtet på misogyni, vold og undertrykkelse.
’Your Power’ var uden skyggen af tvivl den stærkeste i en række af akustiske, nedbarberede sange, der ellers fyldte lige lovlig meget i sætlisten. Sange som ’Wildflower’, ’Skinny’, ‘TV’ og ’Barbie’-singlen ’What Was I Made For’, som alle hører til blandt de mindre sindsoprivende øjeblikke i Eilishs diskografi.
Alle blev de sunget til fuldkommen perfektion, men også med en lidt rutinepræget mangel på indlevelse, der afslørede, at sangene måske ikke er lige så følelsesmæssigt præsente for Eilish 53 datoer inde i den nuværende turné, som de uden tvivl var, da hun skrev dem. Sådan er det jo.
Men øjeblikket i ‘Your Power’, da mindst 10.000 teenagepiger i kor råbte »how dare you?« som et kollektivt, generationelt vredesudbrud, glemmer jeg aldrig.
Kort sagt:
Der er næppe nogensinde blevet skreget så højt, som publikum gjorde under Billie Eilishs koncert i Royal Arena. Men midt i det ekstatiske inferno leverede hun en både rørende og ruskende optræden, hvor hun – selvom det ikke burde være muligt – formåede at skabe dybt intime øjeblikke.