I omkring et år har Donald Trumps udtalelser om at overtage Grønland skabt uro hos både grønlændere, danskere og resten af Europa. Bekymringen er ikke blevet mindre af USA’s nylige angreb på Venezuela og fængsling af præsidenten Nicolás Maduro.
Både Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og den danske statsminister, Mette Frederiksen, har taget afstand til Trumps udtalelser om annektering af Grønland.
Nu er Björk også ude med en støtteerklæring til Grønland, hvor hun samtidig langer ud efter kolonimagter, herunder både Danmark og USA.
»Jeg ønsker alle grønlændere velsignelse i deres kamp for uafhængighed. Islændinge er dybt lettede over, at det lykkedes os at bryde med danskerne i 1944. Vi mistede ikke vores sprog (mine børn ville tale dansk nu), og jeg er fyldt med sympati for grønlænderne«, skriver det islandske musikikon i et Facebook-opslag.
Herefter henviser hun til spiralsagen, hvor grønlandske piger og kvinder fik opsat spiral af danske læger uden samtykke i 60’erne og 70’erne, samt sager om tvangsfjernelse af børn fra grønlandske forældre efter omstridte, nu droppede psykologtests.
»Kolonialisme har gentagne gange givet mig rædslens kuldegysninger ned ad ryggen, og tanken om, at mine grønlandske medmennesker kan gå fra én grusom kolonimagt til en anden, er for brutal overhovedet at forestille sig«, fortsætter Björk.
»Kære grønlændere, erklær uafhængighed!«, lyder den afsluttende bemærkning.
Björk var sidste år aktuel med koncertfilmen ‘Cornucopia’ og et medfølgende livealbum. Hun optrådte desuden på singlen ‘Berghain’ på Rosalías ‘Lux’, som Soundvenue kårede til det bedste internationale album i 2025.
