Oasis’ Noel Gallagher kommenterer rygte om ny James Bond-sang

Oasis’ Noel Gallagher kommenterer rygte om ny James Bond-sang
Oasis. (Foto: Paul Bergen/Redferns)

Siden det først blev afsløret, at en ny James Bond-film er i sine helt tidlige produktionsstadier, har rygterne svirret om især to ting: Hvem kommer til at spille rollen som James Bond, og hvem kommer til at lave temasangen?

Det ikoniske britpop-band Oasis er blandt de navne, der hyppigst har været omdrejningspunktet for spekulation, og nu har Noel Gallagher kommenteret sagen.

I et nyt interview med britiske The Sun bliver han nemlig spurgt ind til rygterne om, at Oasis er det næste højtprofilerede musiknavn til at berige det musikalske Bond-univers.

Hans svar er dog ikke just opmuntrende for håbefulde Oasis-fans: »Den her James Bond-ting? Hvad, Oasis? Nah«, lyder det i al sin kortfattethed. Dog tilføjer han: »Det ville være en enorm ære, og jeg synes, at den slags ting bør gøres af briter, ikke amerikanere«.

Noget kunne dog tyde på, at han og broren Liam Gallagher ikke helt har koordineret deres svar. »Det sker, vent til du hører den, det er den bedste Bond-sang nogensinde«, skrev sidstnævnte nemlig sidste måned på X som svar til en fan, der ligeledes ønske at få be- eller afkræftet rygterne.

Gallagher-brødrene har i årevis ytret ønske om at skrive en Bond-sang. Første gang i 2008, hvor Noel Gallagher i et interview med NME endnu en gang proklamerede, at det er »noget pis, at den største britiske agent nogensinde skal have en sang lavet af en flok forbandede amerikanere«.

Den seneste Bond-sang, 2021’s ‘No Time to Die’, blev sunget af amerikanske Billie Eilish, der fulgte lige i hælene på britiske Sam Smith og Adele.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af