En walisisk teenager har fået en dom for at planlægge et bombeangreb mod Oasis’ første reunion-koncert sidste år, skriver NME.
18-årige McKenzie Morgan er blevet idømt 14 måneders indespærring i et ungdomsfængsel. Han erklærede sig skyldig i at være i besiddelse af en træningsmanuel fra al-Qaeda.
Morgan planlagde ifølge dommen bombeattentatet mod Oasis-turnéens åbningskoncert 4. juli 2025 på Cardiffs Principality Stadium. Han forsøgte ydermere at producere giftstoffet ricin, og han sendte desuden et billede af en kniv til en ven med spørgsmålet »kan denne bruges?«.
Han indrømmede, at han var inspireret af Alex Rudakubana, som i 2024 dræbte tre piger og sårede yderligere 10 personer i den britiske by Southport med en køkkenkniv som våben.
Så langt kom Morgan ikke. Han blev arresteret 2. juni, godt en måned inden Oasis-koncerten, efter politiet fik et tip fra en person, der var bekymret over teenagerens ytringer på Snapchat. 19. juni blev han arresteret igen og sigtet for forbrydelserne.
Lykkeligvis blev Oasis-koncerten i stedet den glædelige genforening, mange britpop-fans længe havde drømt om.
