Da Radiohead sidste år gjorde comeback med en stort anlagt europaturné, herunder fire koncerter i Royal Arena, var Jonny Greenwood »overrasket over, at turnéen overhovedet fandt sted, og at vi alle sammen nød det så meget«.
Nu afslører et andet bandmedlem, Ed O’Brien, at der er lagt i kakkelovnen til mange flere Radiohead-koncerter.
»Det kommer helt sikkert til at ske«, siger guitaristen i et interview med Rolling Stone. »Vi gør ikke noget i år, men vi gør noget næste år«.
»Det, vi vil gøre, er, at vi hvert år tager et nyt kontinent, og vi spiller 20 koncerter hvert år. Hverken flere eller færre«, tilføjer O’Brien, hvorefter han forklarer loftet på antal koncerter.
»Vi vil give absolut alt hver eneste aften. Vi ønsker aldrig, at det skal føles, som om vi bare kører på rutinen, eller at vi må køre på tomme kræfter. Vi skal kunne gøre det ordentligt. Og ved du hvad? Vi er jo ikke helt unge længere«.
Hvis man håber på flere danske Radiohead-koncerter i den nærmeste fremtid, bliver man altså nok skuffet. Europa blev som bekendt krydset af listen sidste år, så fra næste år er af verdens tur.
»Man behøver ikke skamme sig over at drage på greatest hits-turné, hvis man leverer sin diskografi med lige så meget indlevelse og slagkraft som Radiohead«, skrev Soundvenues anmelder Holger Møller Dybro om bandets første Royal Arena-koncert, som fik karakteren fem stjerner.
