Der tegner sig et mønster, når det kommer til europæiske koncerter med Kanye West: de bliver aflyst.
Sidste år blev den slovakiske festival Rubicon aflyst efter et stigende backlash mod deres booking af den kontroversielle rapper. I år skete det samme for London-festivalen Wireless, da den britiske regering nægtede Kanye West indrejse i Storbritannien. Og tidligere denne uge udskød Ye selv en koncert i franske Marseille efter politisk modstand.
Nu er turen kommet til Polen, hvor rapperen ikke har givet koncert i 15 år. Ifølge NME skulle Kanye have spillet i polske Chorzów 19. juni, men arrangøreren har nu meldt ud, at koncerten er aflyst »af formelle og juridiske årsager«
Aflysningen kommer efter, at Polens kulturminister Marta Cienkowska har fordømt bookingen af Kanye West grundet hans sine tidligere antisemitiske og nazismehyldende udtalelser.
»Beslutningen om at afholde en koncert med Kanye West i Polen er uacceptabel. Vi taler om en kunstner, der offentligt har fremsat antisemitiske ytringer, relativiseret forbrydelser og tjent penge på at sælge T-shirts med hagekors. Det er ikke ‘kontroverser’. Det er en bevidst overskridelse af grænser og en normalisering af had«, skriver kulturministeren i et opslag på X.
»I et land mærket af holocausts historie kan vi ikke lade som om, at det bare er underholdning. Kunstnerisk frihed betyder ikke, at alt er tilladt. Kultur kan ikke være et rum for dem, der udnytter den til at sprede foragt«.
I starten af året offentliggjorde West i en annonce i The Wall Street Journal en længere undskyldning for sine tidligere udtalelser og handlinger, hvor han blandt andet fortalte, at han har kæmpet med bipolar lidelse som følge af en hjerneskade forårsaget af et trafikuheld.
Han har stadig en håndfuld europæiske koncerter i kalenderen. Til sommer er planen, at han besøger hollandske Arnheim, italienske Reggio Emilia og spanske Madrid, inden han runder turnéen af i portugisiske Algarve.
