I anledningen af, at Spotify fejrer 20-års fødselsdag i år, har streaminggiganten afsløret en række statistikker, der omhandler netop den periode. For hvem har egentlig været de allermest streamede kunstnere over de 20 år? Og hvad med album og sange?
Starter man med listen over de mest streamede kunstnere nogensinde, kommer det næppe som nogen stor overraskelse, at det selvfølgelig er Taylor Swift, der topper den. Resten af listen byder også på mange forventelige navne som Bad Bunny, Drake, The Weeknd og Billie Eilish, mens der nederst på listen også er blevet plads til et par lidt mere overraskende rapnavne i form af både Future og afdøde Juice WRLD, der altså er den eneste på listen, som ikke længere er i live.
Interessant er det også, at det kun er to bands, BTS og Coldplay, der har fundet vej til en top 20-placering.
Albumlisten gør til gengæld plads til en række helt andre kunstnere. I toppen finder man Bad Bunnys gigahit ’Un Verano Sin Ti’, mens der i den øvrige top 20 er titler som både ’SOS’ af SZA, ’AM’ af Arctic Monkeys, ’Hollywood’s Bleeding’ og ’Beerbongs & Bentleys’ af Post Malone og hele tre The Weeknd-plader med ’Starboy’, ’After Hours’ og ’Beauty Behind the Madness’. Også her er en enkelt nu afdød kunstner repræsenteret: XXXTentacion med ‘?’.
På listen over de mest streamede sange er The Weeknd ligeledes allestedsværende. Han har således førstepladsen med 80’er-baskeren ’Blinding Lights’, mens også hans samarbejde med Daft Punk, ’Starboy’, er med. Derudover er det en broget skare, med alt fra The Neighbourhood og Imagine Dragons til Glass Animals og Vance Joy, der pryder listen. Sjovt nok finder man ikke en eneste sang fra hverken Taylor Swift eller Bad Bunny.
Nævneværdigt er det, at Coldplays evigt populære ’Yellow’ er den eneste titel på listen, der udkom, før Spotify blev lanceret.
Se alle tre lister i fuld længde her.
